Lovlige i det nye år: Aarhus forbereder sig på at byde elektriske løbehjul velkommen

Fra 1. januar bliver de elektriske løbehjul gjort lovlige i en forsøgsperiode på et år.

Et løbehjul fra for eksempel Lime kan køre op til 20 kilometer i timen. (Foto: © MEHDI FEDOUACH, DR ARKIV)

Når kalenderen viser 2019, så kan du blive overhalet af små, elektriske løbehjul på cykelstien.

Fra 1. januar bliver de elektriske løbehjul nemlig gjort lovlige i en forsøgsperiode på et år.

Aarhus er derfor ved at forberede sig på det nye transportmiddel i bybilledet, fortæller Gustav Friis, som er mobilitetsplanlægger i Aarhus Kommune.

- Deleløbehjul er noget, som vi ser skyde frem i verden, og vi har en forventning om, at det kommer til Aarhus, når de elektriske løbehjul bliver lovlige 1. januar, siger han.

Derfor skal teknisk udvalg onsdag diskutere, hvordan man undgår, at byen bliver oversvømmet af de små, hurtige løbehjul. Aftalen kan tage afsæt i konceptet for aftalen om bycykler.

Kommunen forventer nemlig også, at firmaer vil udleje de elektriske løbehjul til lokale og turister.

- Vi er blevet kontaktet af flere forskellige firmaer, som er interesserede i at drive deleløbehjul i Aarhus. Det er dem, som vi skal have valgt lidt ud i, siger Gustav Friis.

200 løbehjul fik kort karriere i hovedstaden

8. oktober 2018 sendte transportministeren ”Bekendtgørelse om forsøgsordning for selvbalancerende køretøjer og motoriserede skateboards. Bekendtgørelse om forsøgsordning for motoriserede løbehjul” i høring.

Samtidig satte den internationale dele-løbehjulsvirksomhed Lime elektriske løbehjul på gaden i København.

Lime fjernede dog de omkring 200 elektriske løbehjul fra gaderne i København efter få dage og venter nu på, at det bliver lovligt at køre på dem i trafikken.

Virksomheden skrev i oktober i en pressemeddelelse, at lanceringen af løbehjulene har været en kommerciel succes, men at pilotprojektet bliver indstillet.

Problemet med elløbehjul er, at de lovmæssigt betragtes som en knallert, men de opfylder imidlertid ikke kravene til at være en knallert, og derfor er de ulovlige at køre på i trafikken.

Regeringen og Folketingets partier ønsker derfor at undersøge, om elektriske løbehjul og desuden elektriske skateboards skal være tilladt i trafikken.

En succes med uklare regler

I udlandet har det miljø- og trafikpropvenlige transportmiddel bidt sig fast i byer som Tel Aviv, San Fransisco, Mexico City og Paris.

Reglerne for transportmidlet er mange steder uklare, og i Frankrig blev fem dræbt og 284 såret på rulleskøjter og løbehjul i 2017. Bystyret i Paris overvejer at indføre et kørekort til elløbehjul.

På verdensplan findes der i dag 80 millioner elløbehjul.