Lone Kramer Møller må nu se i øjnene, at hun står til at miste sit hjem.
I aftes indgik Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening en aftale om, at 400 boliger må lade livet i Gellerupparken og 200 boliger i nabodelen Toveshøj.
Nu er der så sat navne på de boligblokke, der må lade livet i Gellerupparken. En af dem er blokken A7, som Lone Kramer Møller bor i og har kaldt sit hjem i over tyve år.
Hun er rasende over nyheden og mener, det er grænsende til apartheid.
- Jeg synes simpelthen, det er grusomt, siger hun.
Nedrivningerne skal gøre det muligt at leve op til regeringens krav om, at andelen af almene familieboliger i de hårdeste ghettoområder skal nedbringes til højst 40 procent inden 2030.
I alt skal syv blokke rives ned i Gellerupparken. Det drejer sig om blokkene A4, A5, A6, A7, A8 samt A13 og A15. Derudover skal en række blokke renoveres.
- Det er simpelthen et overgreb mod folk, der bor her i det, de kalder ghetto-områderne, at man går ind og tvangsforflytter – ja nærmest deporterer dem – og river deres huse ned. Det er ikke måden at løse problemerne på, siger hun.
Har været glad for området
Lone Kramer Møller medgiver, at der har været problemer i området, men hun er glad for at bo der.
- Det har været hårdt indimellem, men jeg har været rigtig glad for at bo her. Der er altid liv og så mange søde mennesker, siger hun.
Derfor er hun er meget uforstående over for beslutningen om at rive blokke ned.
- Hvad med Nørrebro? Der river man jo ikke blokke ned. Man river dem ned dér, hvor folk måske har de sværeste odds imod sig allerede, siger hun.
Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) forstår godt, at det påvirker de folk, der skal flytte, men han forsikrer, at kommunen gør alt, hvad man kan for at hjælpe folk godt videre, og at deres ønsker til en ny bolig bliver hørt.
- Det er klart, at det er et stort indgreb i en række menneskers hverdag, og det at gå ind og påvirke deres boligsituation er selvfølgelig noget, der skal gøres med omhu, siger han.
Lone Kramer Møller ved i hvert fald, at hun vil flytte til et helt andet område, hvis hun ikke kan blive boende af frygt for, at flere blokke skal rives ned igen på et senere tidspunkt.
- Det tør jeg simpelthen ikke, for jeg ved ikke, hvad politikerne her i landet kan finde på af tiltag mod folk i lignende situation, siger hun.