Lang og hård influenzasæson: Flere ældre end normalt er døde af influenza

Årets vaccine ramte forbi en af sæsonens mest udbredte influenzatyper, og det kan have medvirket til en overdødelighed blandt ældre.

Der har i år været cirka 1.200 dødsfald blandt personer over 65 år, som kan tilskrives influenza. (Arkivfoto). (Foto: © søren bidstrup, Scanpix)

Vinteren har været kold og lang, og det samme har influenzasæsonen. Det er særligt gået ud over den ældre del af befolkningen.

Influenzaen har nemlig været fatal for flere ældre end normalt, fortæller Ida Glode Helmuth, der er læge på Statens Serum Institut.

I sæsonen 2016-2017 var et estimeret tal, at 800 dødsfald kunne tilskrives influenza, men i år er sæsonen endnu ikke slut, og hele 1.500 dødsfald kan nu tilskrives influenza. Af dem er de cirka 1.200 over 65 år.

- Vi har haft en hård sæson med rigtig mange syge. Det er særligt gået ud over de ældre. Vi ser en overdødelighed i Danmark, som formentlig kan tilskrives influenza i år. Den overdødelighed er højere, end den har været tidligere år, siger hun.

Normalt er antallet af influenzaramte faldet markant på nuværende tidspunkt, men i år er der stadig rigtig mange syge i uge 14.

Værre end gennemsnitsåret

På Infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital har influenzaen også givet øget travlhed.

- I år har vi set, at flere har været indlagt med influenza end et gennemsnitsår. Hvis vi ser fem år tilbage, så har det været relativt slemt i år, siger overlæge Lars Østergaard.

Han siger, at det dog ikke er så slemt, som da svineinfluenzaen ramte Danmark.

Vaccine manglede årets influenzatype

Noget af den høje dødelighed blandt den ældre generation kan, ifølge Ida Glode Helmuth fra Statens Serum Institut, skyldes, at den årlige vaccine ikke var designet til denne vinters influenzatyper.

- Den type influenza, der har været dominerende i år, har ikke været indeholdt i årets influenzavaccine, siger hun.

Men Ida Glode Helmuth pointerer dog, at vaccinen stadig er en god idé og også denne vinter har afværget sygdomstilfælde.

Hun understreger, at det samlede antal af dødsfald formentlig ender inden for de gennemsnitlige 1.000 til 2.000 dødsfald om året.