Landmænd om sprøjteforbud: Erstatning er alt for lav

12 landmænd ved Aarhus må snart ikke sprøjte deres marker af hensyn til drikkevandet. De er stærkt utilfredse med kommunes kompensationsforslag på 6,5 mio. kroner.

En række landmænd er godt utilfredse. Den erstatning, de får for at droppe sprøjtegiften, er alt for lav, mener de.

12 landmænd ligger i bitter strid med deres kommune, og striden falder ikke til ro, selv om der nu kommer millioner af kroner på bordet.

Aarhus Kommune har sat pris på den giftfri landbrugsjord og lægger op til en erstatning på 6,5 millioner kroner til de 12 landmænd, der har fået forbud mod at sprøjte på en del af deres marker.

Det sker af hensyn til drikkevandet, som hentes fra grundvandet under landmændenes jord.

I følge formand for Landboforeningen Odder-Skanderborg, Jens Gammelgaard, er kommunes tilbud en decideret hån.

- Det er 60.000 kroner pr hektar. Det er under en tredjedel af markedsprisen på jorden og en hån mod de mennesker, hvis ejendom nu intet er værd, siger han.

Jens Gammelgaard mener, kommunen skal være tålmodig og vente til landmændene stopper og så købe jorden på markedsvilkår.

Han mener iøvrigt, at pesticiderne ikke udgør noget problem. De er godkendt af Miljøstyrelsen.

Sprøjteforbuddet skal vedtages af byrådet i løbet af efteråret og bliver det første af sin art i Aarhus og omegn, men der er flere forbud på vej, der også får betydning for parcelhusejere.