Indtil midnat kunne landets kommuner søge om dispensation til at bygge solcelleanlæg på f.eks. skoler og rådhuse.
Og de var flittige i kommunerne - knap 700 ansøgninger blev der sendt afsted i løbet af dagen.
Loven kræver sædvanligvis, at kommunerne skal oprette et selskab for hvert enkelt solcelleanlæg og betale afgift af den strøm, der produceres. Det slipper de for med dispensationen.
Silkeborg vil gerne spare penge og nedsætte CO2 udslippet
Silkeborg Kommune alene søgte om byggetilladelse til 40 solcelleanlæg.
- Vi vil gerne spare udgifter til energi og nedsætte energiforbruget og dermed også nedsætte CO2 udslippet, siger sektionsleder i Silkeborg kommune, Søren Overgaard.
Han forventer, at Silkeborg årligt vil kunne spare 2,5 millioner kroner om året på elregningen, hvis de mange solcelleanlæg bliver en realitet.
Der skal ske en udvælgelses
Med dispensationen får kommunerne lov til at bygge solcelleanlæg med en samlet kapacitet på 20 megawatt.
I alt søgte kommunerne om lov til at bygge anlæg med en samlet kapacitet på 30 megawatt, så en række anlæg må vælges fra.
Søren Overgaard håber, at dispensationen bliver gjort til en permanent ordning, så kommunen også fremover kan hænge solceller op.
Ministeren vil hellere have vindmøller
- Men ordningen bliver ikke permanent, slår den radikale klimaminister Rasmus Helveg Petersen fast.
- Vi vil gerne have hånd i hanke med udbygningen, og uden et loft vil der komme så mange solceller op, at det samlet set koster staten en masse penge, siger han.
- Når vi skal lave grøn omstilling, vil vi hellere lave det med store effektive anlæg som vindmøller. Vi vil gerne gøre det så billigt som muligt, siger klimaministeren.