Kloge børn putter sig

Seks usædvanligt velbegavede børn på Horsens-skole blev opdaget ved en tilfældighed.

Horsens Byskole havde seks børn med en IQ på over 140. (© Colourbox)

På Horsens Byskole går højt intelligente elever rundt og  skjuler deres viden.

For øjeblikket har skolen seks elever fra 0.-7. klasse med en IQ på over 140, og deres særlige begavelse blev opdaget ved tilfældigheder.

Nu vil Horsens Byskole sætte et intensivt fokus på netop denne gruppe børn, så de trives bedre.

- De putter sig, fordi de helst vil være som alle andre børn, siger afdelingsleder Birgit Alsted.

Ikke så mange kammerater

Børnene går ikke og praler med deres viden, men går stille emd dørene, og socialt set er de ikke langt fremme på banen.

- De vil gerne have kammerater, men de har ikke brug for kammerater på samme måde som de fleste andre børn, siger Birgit Alsted.

Skolen har givet plads til at børnene og deres forældre har mulighed for at fortælle, hvad de har brug for af udfordringer.

Temaer for børn og samtaler for forældre

Skolen har blandt andet arrangeret cafeer med temaer på programmet for børnene og samtaler med forældrene.

- Vi vil gerne have timer på skemaet, hvor børnene kan mødes, siger Birgit Alsted.

Ud over særlige netværksaftener og planer om skemalagte elevsamtaler arbejder Horsens Byskole på at lave fleksible holddannelser, så de højt intelligente børn mødes på tværs af klassetrin.