Klimadebatten giver pote på genbrugspladsen: Vi er blevet bedre til at sortere og genanvende skrald

I Skanderborg er genbrugspladsen inspireret af supermarkedernes hylde- og skiltesystem.

  • Småt og stort brændbart er for de materialer, der ikke kan blive genanvendt. (Foto: © Signe Haugaard Simonsen, DR)
  • Afdelingsleder for genbrugspladserne i Renosyd Casper Bæk Nielsen kan mærke, at borgerne er blevet mere nysgerrige på affaldssortering. (Foto: © Signe Haugaard Simonsen, DR)
1 / 2

Når traileren bliver spændt for bilen, og vi kører på den lokale genbrugsplads, så bliver containeren med småt brandbart ikke besøgt helt så ofte som tidligere.

Vi er nemlig blevet bedre til at sortere vores affald på genbrugspladsen, så mere bliver genanvendt til for eksempel nye forbrugsvarer i stedet for at ryge i småt brandbart og ende som aske.

Et af de steder, som virkelig har forsøgt at sætte genanvendelse i fokus, er genbrugspladsen med navnet Værdiparken i Skanderborg.

Her hedder småt brændbart og stort brændbart ’småt til energi’ og 'stort til energi'. I stort til energi ligger sofaer, springmadrasser og store gulvtæpper, mens en kontorstol burde være i jern og metal, da det fylder mere end den polstrede del i stolen.

Det fortæller afdelingsleder for Renosyd i Skanderborg og Odder Kommune Casper Bæk Nielsen.

Pladserne arbejder med, at borgerne skal vide, at genbrugspladserne ikke er endestation for affaldet.

- Det er her, vi samler affaldet ind for at gøre noget mere med det. Rent træ bliver genanvendt til spånplader til for eksempel køkkenmøbler, mens jern og metal bliver smeltet om til andre produkter. Hvis kunderne får den viden med, tror vi på, at det øger motivationen, siger han.

Casper Bæk Nielsen finder typiske fejl i containeren til 'stort til energi':

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:5d3ee4e6a11fa007389fe0a2#

Affald er en ressource

Værdiparken vil vise borgerne, at affald har værdi, siger direktør Annemette Fuglsang.

- Vi har prøvet at skabe nogle rammer, så det er nemt at sortere og finde rundt. Affald har værdi, og det prøver vi at vise med den her plads, siger hun.

Bag pladsen blomstrer en mark og skov, og synet skal give en følelse af, at man giver noget tilbage til naturen.

- På vej hjem kan man fylde traileren med kompost og tænke, at det er godt, at man ikke har puttet plastik i sit haveaffald, for nu får man dejlig, ren kompost med hjem, siger hun.

På pladsen er store skilte med tal, hvor man kan se, hvad der skal i hver container.

- Det skal være let og ligetil. Overskriften for pladsen var det omvendte supermarked, hvor man kommer med sit affald og skal finde den rigtige hylde og lægge det på, siger Annemette Fuglsang.

I dag har borgerne vænnet sig til systemet, og det går det rigtig godt med at sortere på Værdipladsen.

- I starten var det forfærdeligt. Ligesom når supermarkedet har flyttet rundt, og man ikke kan finde rundt. Jeg hører mere og mere, at folk er stolte af, at vi har sådan en flot værdipark i Skanderborg.

En halvering i småt brændbarts container

Mængden af affald, der ender i småt brændbart, har været faldende de sidste ti år, fortæller Dansk Affaldsforening, der har 53 medlemmer bestående af kommuner, fælleskommunale affaldsselskaber og modtagestationer i Danmark og på Færøerne.

I Aarhus Kommune ender otte procent af affaldet på genbrugsstationerne i småt brændbart, og det er en halvering på ti år.

Driftsleder på Brabrand Genbrugsstation Torben Villumsen har et bud på hvorfor.

- Sorteringen har aldrig været så god, som den er i øjeblikket. Folk vil gerne sortere, når det giver mening og være med til, at vi genvinder så meget, som overhovedet muligt, siger han.

Det samme billede gør sig gældende i Skanderborg og Odder Kommune, fortæller direktør for Renosyd Annemette Fuglsang.

Her blev 63,4 procent affald genanvendt i 2017, mens 57,5 procent blev genanvendt i 2012.

Professor i økonomisk psykologi ved Aarhus Universitet John Thøgersen mener også, at bedre sortering kan skyldes, at klimaet fylder rigtig meget, men også at det kan skyldes, at kommunerne har fået os til at sortere vores husaffald i plastik, metal og glas.

- Der er ingen tvivl om, at det har ført til, at folk er blevet bedre til at sortere og mere opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi sorterer vores affald, så det kan genbruges. Den viden, opmærksomhed og bevidsthed tager vi med på genbrugspladsen, siger han.

Vi laver stadig mere affald

Men selvom vi genbruger mere, så producerer vi også mere affald. Dét skal vi stadig være opmærksomme på, mener direktør i Dansk Affaldsforening Mikkel Brandrup.

- Jo mere vækst i samfundet og jo rigere, vi bliver, jo mere affald har vi også produceret historisk. Den kurve har vi ikke knækket endnu. Så selvom vi bliver dygtigere og dygtigere til at genanvende i procent og få mere ud af det affald, vi producerer, så vokser den samlede mængde fortsat, siger han.

Sådan kan endnu mere skrald blive genanvendt

  • Skru metalstativer og andet metal af for eksempel møbler, så polstringen kan blive brændt, mens metallet bliver genanvendt.

  • Pak traileren fornuftigt, inden du kører hjemmefra. Det er en kæmpehjælp både for medarbejderne og for dig selv, når du skal sortere.

  • Fortæl andre, at tingene bliver genanvendt, og at det derfor ikke er ligegyldigt, i hvilken container det ender på genbrugspladsen.

  • Kilde: Casper Bæk Nielsen