Jurist: A-kasserne går for vidt i Gomore-sagen

A-kasserne prøver, hvor langt de kan gå, når de tager dagpengene fra en arbejdsløs, der lejer sin bil ud, mener en jurist.

Gert Johansen lejede som arbejdsløs sin bil ud gennem Gomore og mistede sine dagpenge. (Foto: © Anders Bindesbøll, Dr Østjylland)

Fagforeningerne går for vidt, når de påstår, at en arbejdsløs driver selvstændig virksomhed ved at leje sin bil ud gennem Gomore. Sådan lyder vurderingen fra en jurist.

Aarhusianske Gert Johansen lejede som arbejdsløs sin bil ud, og det kostede ham dagpengene i to måneder, fordi hans a-kasse mente, han dermed ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Advokatfuldmægtig ved Ret og Råd Djursland Tina Møller kan dog ikke se, at man er forhindret i at arbejde eller tage mod et arbejdstilbud den dag, man lejer sin bil ud.

- Man kan aflyse eller få en anden til at aflevere bilen, hvis man bliver indkaldt, siger hun.

Hun har et bud på, hvorfor a-kasserne gør, som de gør.

- De er ved at prøve, hvor langt de kan gå indenfor de rammer, de har, siger Tina Møller.

Hun medgiver, at a-kasserne som udgangspunkt har hjemmel i arbejdsløshedssikringsloven til at stoppe dagpengene, men i sagen her er de gået for langt.

- Det problematiske er dog, at der ikke er nogen praksis på området her og dermed ikke noget direkte sammenligneligt, siger Tina Møller.

Hun mener derfor, at det er en god ide at få prøvet sagen af ved for eksempel en klageret eller en domstol.