’Spandene er altid tomme’.
Sådan står der på skiltet, der er hængt på en skraldespand på en villavej i Gedved.
Men det er ikke, fordi ejeren af skraldespanden har boykottet affaldssortering. Tværtimod.
Johannes Ledet sorterer nemlig alt sit affald, og derfor bruger han slet ikke den almindelige skraldespand, som regelmæssigt bliver tømt af skraldemændene.
Hans affald bliver i stedet fordelt i mere end 30 forskellige sorteringskasser, så intet behøver at blive smidt ud i den almindelige skraldespand. Og så kører han det selv på genbrugspladsen.
- Jeg tænker, at vi lever på og af en stor organisme, som er jorden. For mig er det et spørgsmål om at tage hensyn til den organisme og være kærlig over for naturen, siger Johannes Ledet om sin affaldssortering.
Han kan godt forstå, at folk måske vil tænke, at det er besværligt at sortere alt sit affald. Men ifølge ham handler det bare om at tage én ting ad gangen.
- Hvis man sorterer løbende, når man har noget affald, virker det ikke så uoverkommeligt. Hvis man nu gemte det hele i en måned og skulle til at sortere det hele, så ville jeg også tænke, at det var en kedelig måde at bruge lørdag formiddag på. Det ville være ret uoverkommeligt, siger han.
Løftet pegefinger hjælper ikke
Når Johannes Ledet har sorteret sit affald, gemmer han det i baljer og spande i sit udhus, før han kører det på genbrugspladsen. Desuden har han kompostbeholdere i haven, hvor han kommer af med al sit husholdningsaffald, som senere kan gøre gavn som gødning for de grøntsager, han selv dyrker.
Det er meget naturligt for Johannes Ledet at sortere sit affald. Faktisk startede han allerede tilbage i 1972 med at sortere.
- Jeg gør det, jeg kan se, der er nødvendigt. Det ville være respektløst over for mig selv, hvis jeg ikke gjorde det, jeg synes er rigtigt. Dermed ville jeg få nogle gevaldige kvababbelser, siger han.
Johannes Ledet går op i sorteringen med krop og sjæl, men han vil ikke pådutte andre samme livsstil.
- Der skal være en personlig motivation til at gøre det, vi gør. Jeg tror ikke på, der er nogle af os, der har lyst til at gøre ting, fordi der er en løftet pegefinger om det, siger han.
Mere genbrugsvenlige produkter
Johannes Ledet har dog oplevet, at det nogle gange kan være svært at sortere sit affald, fordi produkterne ikke altid er lavet, så man nemt kan gøre det.
- Hvis producenten for eksempel limer noget plastik på noget metal, så det ikke er til at vriste fra hinanden. Det er efter min opfattelse noget værre skrammel, for hvad skal jeg så gøre ved det?
Johannes Ledet har derfor henvendt sig til nogle af producenterne, blandt andet Coop, for at gøre opmærksom på problemet. Og der har også været respons, fortæller han.
- De er sådan set lydhøre over for problemet og kan forstå min pointe. Det vigtigste er jo, at vi skal frem til, at tingene kan skilles ad igen. For hvis de kan det, er det ikke så slemt, siger Johannes Ledet, der har et klart mål med sin affaldssortering.
- Min filosofi er at komme derhen, hvor der ikke er noget, som ikke kan genanvendes, siger han.