Vi får lavet mindre sort arbejde og det skyldes håndværkerfradraget. Den melding kommer fra Dansk Byggeri i Østjylland.
En opgørelse fra Danmarks Statistik viser da også, at antallet af personer, der siger, at de har arbejdet sort, er faldet fra 215.000 personer til 158.000 personer på et år.
- Jeg synes, at det er en meget positiv effekt af håndværkerfradraget, at der er mange som nu i stedet vælger at få en regning med moms på og det hele, siger næstformand ved Dansk Byggeri i Aarhus, Peter Nordhein.
Firmaer hyrer ekstra folk
Han er sikker på, at det handler om folk, som ellers har følt sig fristet til at benytte sig af sort arbejde.
Hans medlemsvirksomheder har klart mærket betydningen af det populære håndværkerfradrag, som borgerne har kunnet benytte sig af i et år nu.
- Nogle af firmaerne siger, at de har taget ekstra folk ind som følge af den travlhed, som er kommet med håndværkerfradraget, siger han.
Husk at gemme kvitteringerne
Peter Nordhein fortæller, at der er flere eksempler på, at kunder ringer ind og spørger specifikt til, om de nu også kan få fradraget i forbindelse med nogle opgaver, og det gavner virksomhederne.
Når omsætningen stiger, så skal det jo også gerne gå bedre for de enkelte firmaer, siger han. Man skal huske at gemme kvitteringer. For det er først til foråret, at man kan begynde at indberette fradraget.