Nu skal landmændene lære at gå med briller - Google-briller vel at mærke.
Det er en computerbrille, der fungerer som en skærm, hvor landmændene kan hente oplysninger frem om bedriften. Brillen kan også bruges til at tage billeder og optage video.
Får mere tid til landbrug
Erhvervsakademi Aarhus og Videnscenter for Landbrug i Skejby er blandt de første til teste den nye brille, som får stor betydning for landmændenes arbejde.
- Det betyder, at landmanden i højere grad kan effektivisere sin dagligdag og på den måde få mere tid til at drive landbrug i stedet for at sidde foran en computerskærm, siger Morten Mathiasen, der er lektor på Erhvervsakademi Aarhus.
Kan give bedre indtjening
Mikkel Juhl Nielsen er kvægproducent i Følle på Djursland, og han kan også se flere fordele ved de nye briller.
- Jeg tror, at det kan være med til at give et bedre overblik over ens bedrift og dermed også bidrage til mere rettidig omhu, så man får løftet det hele, lige fra for eksempel dyrevelfærd. Og til syvende og sidst også give resultater på bundlinjen.
Ifølge lektor Morten Mathiasen så vil der ske en fortsat udvikling på området.
- Landmændene vil se, at det bliver bredt ud til flere anvendelser, og så vil der ske det, at de får gjort deres IT-løsninger mere mobile. Det er den fremtid, vi kommer til at se inden for landbruget.