Hvis man vil købe en lejlighed i Gellerupparken i Aarhus, så kan det blive et krav, at man har en ren straffeattest.
En politisk styregruppe, der står for områdets helhedsplan, overvejer nemlig at indføre kravet forud for, at det om et par år bliver muligt at erhverve sig en af de første lejligheder, der kommer til salg i det ombyggede boligområde.
Målet for styregruppen er at tiltrække og holde på beboere, der har både økonomiske og sociale ressourcer, og her kan en ren straffeattest altså blive et krav, ligesom styregruppen overvejer at indføre krav om job og en vis indtægt.
Beboerne i Gellerupparken har til gengæld svært ved at forstå, at der skal stilles særlige krav til dem, hvis de gerne vil købe en lejlighed.
- Selvfølgelig skal køber kreditvurderes af banken og kreditforening, siger Youssef Abdul Kader, der er formand for afdeling fire i Gellerup. Men, siger han:
- Der er normalt ikke noget om, at køber skal have tilknytning til arbejdsmarkedet eller aflevere ren straffeattest ved køb af bolig.
Helle Hansen, der er bestyrelsesmedlem i afdelingen, tror dog ikke, at kravene bliver til noget.
- Det er nok mere symbolpolitik end realistiske forslag, siger hun.
Aarhusborgmester Jacob Bundsgaard (S) synes, det er i orden at kræve en ren straffeattest i et område med større utryghed end andre steder i Aarhus.
Kravene kan betyde, at nogle af de nuværende lejere må flytte.
- Forhåbningen og forventningen er så, at de beboere, der ikke kan købe deres lejlighed, kan huses andre steder i området eller andet sted i byen, siger borgmesteren.
I sidste ende skal beboerne stemme om, hvordan salget af lejlighederne skal foregå.