Noget tyder på, at flere er blevet uhæderlige.
Danmark har ellers været et af de få lande, hvor man kan se boder i vejkanten med varer som jordbær og kartofler, som kunderne betaler for ved at smide pengene i en kasse.
Janne Brændbyge fra Lille Raneladegård på Mols havde også i 20 år en bod med økologisk frugt og grønt, men det er slut nu.
- Det kunne både være varer, der blev stjålet, eller at pengekassen var brudt op. Der manglede noget dagligt, fortæller hun.
Ejere undlader at melde tyverierne
Der findes ingen pålidelige statistikker over tyverierne, men Østjyllands Politi har fået to anmeldelser om vejbodstyverier i år. En fra Samsø og en fra Grenaa-området.
DR Østjylland har dog talt med flere handlende på Samsø, som ikke en gang tæller op, hvor mange af deres varer bliver stjålet fra vejkanten.
I stedet for en vejbod satser Janne Brændbyge nu på en bemandet bod inde ved sin cafe i Ebeltoft, så hun slipper for at blive bestjålet.
- Det er da temmelig frustrerende at have knoklet en hel dag og skal hente udbyttet, og så er det hele væk, siger hun.