Færre vaccinedoser skubber frontpersonale længere ned i køen

Personer, der allerede har fået første vaccinestik, skal prioriteres, lyder det.

En sygeplejerske plejer en patient på intensiv afdelingen for Covid-19 patienter på Bispebjerg Hospital i København torsdag den 7. maj 2020. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix)

Kameraerne snurrede, og der blev smilet og klappet, da Else Jensen fik sit stik i armen den 27. december.

Beboeren på Ankersgade Plejehjem var nemlig den første i Aarhus Kommune til at modtage en vaccination mod covid-19. Og med hende fulgte den første gruppe af plejehjemsbeboere og frontlinjepersonale i pleje- og sundhedsvæsenet.

Men nu betyder svigtende forsyninger af vaccine fra Pfizer-BioNTech, at der er usikkerhed om, hvornår plejehjemsbeboerne får det andet stik, der er nødvendigt for, at vaccinerne får fuld effekt.

Danmark får mellem 85.000 og 100.000 færre vaccinedoser end forventet i første kvartal, oplyser Statens Seruminstitut, SSI, i en pressemeddelelse.

Der var glæde, da corona-vaccinen ankom til Ankersgade Plejehjem i Aarhus tredje juledag. Men nu betyder svigtende leverancer af vaccine, at der skal træffes svære valg. (Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix)

Kun halvdelen af forventede vacciner

Denne uges leverance er 30-35.000 vaccinedoser mindre end oprindeligt planlagt. Alene i Region Midtjylland, hvor Else Jensen bor, betyder det, at der kommer cirka 7.500 doser i stedet for 15.000.

I Aarhus Kommune var det meningen, at revaccinationen skulle have været i gang i søndags.

Bente Fæster Jensen, der bor på Plejehjemmet Ankersgade, var en af de første, der fik vaccinationsstik nummer et, og hun er ved at blive utålmodig.

- Jeg vil da gerne have det overstået i hvert fald, siger hun.

Indtil videre er det lykkedes at holde coronaen ude af plejehjemmet, og sådan skulle det helst blive ved med at være.

- Jeg tænker da over, at hvis jeg nu bliver syg, kan jeg så komme over det igen? Jeg har jo en vis alder, og det er ikke så godt, hvis man får sådan noget, siger Bente Fæster Jensen.

Svært dilemma

Region Midtjylland forventer altså kun at få halvdelen af de forventede vaccinedoser i denne uge.

- Det er ret alvorligt, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen.

Det stiller regionen i et svært dilemma. For hvem skal prioriteres, når der kun er halvdelen af de forventede vacciner at bruge de kommende dage?

- Vi havde egentligt planlagt at udbrede og give første stik til flere. Men nu kommer vi til langt overvejende at prioritere at give andet stik til dem, der har fået det første.

Der var store smil og klapsalver, da Else Jensen som den første i Aarhus fik sit første vaccinestik 27. december. Nu betyder begrænsede vaccineleverancer, at der bliver kø til andet stik. (Foto: © Michael Lyck Poulsen - DR)

Frontpersonale skubbes ned i køen

Det er borgere over 65, der modtager praktisk hjælp og personlig pleje i hjemmet, plejehjemsbeboere og enkelte ældre patienter med en helt særlig risiko, oplyser Ole Thomsen. Men det betyder også, at sundhedspersonalet må sættes tilbage i køen.

- Vi kan vaccinere enkelte medarbejdere i frontpersonalet, hvis der er vacciner til overs, skriver Sundhedsstyrelsen. Så det er langt overvejende borgere og i mindre grad frontpersonale, der vil få vaccinen, siger Ole Thomsen.

Det er også meldingen i Sundhedsstyrelsens pressemeddelelse.

- De begrænsede vacciner i denne uge betyder desværre, at der ikke kan inviteres flere blandt personalegrupperne til at få første stik, skriver styrelsen.

Mangler doser til andet stik

I Region Midtjylland forventer Ole Thomsen, at de vacciner, der er, i endnu et stykke tid vil gå til dem, der skal have andet stik.

- I forhold til hvor mange vi vaccinerede første gang for tre uger siden, så mangler vi faktisk ret mange doser i forhold til, hvad vi kan forvente at få, siger Ole Thomsen.

Der er cirka 10.000 plejehjemsbeboere i målgruppen i Region Midtjylland, og koncerndirektøren vurderer, at mange af dem tog mod tilbuddet i første omgang.

Sundhedsstyrelsen har ifølge Ole Thomsen givet grønt lys for, at andet stik kan vente i op til seks uger.

- Hvis vi tager udgangspunkt i 42 dage, er der ikke risiko for, at man ikke får andet stik i tide, siger han.

Ole Thomsen er til gengæld ærgerlig over, at Pfizer-BioNTech ikke kan levere som lovet.

- Det er ikke chokerende, men virkeligt uheldigt, når vi har lavet en plan for, at der kommer en bestemt løbende leverance, siger han.

Glæder sig til normalt liv

Bente Fæster Jensen glæder sig bare til, at hun kan genoptage et normalt liv med to doser vaccine i kroppen.

- Det er kedeligt, for man må jo ingenting og gør ingenting. Det er ved at være træls, at man ikke må se nogen. Mine børn må jo komme, men det er også de eneste.