Få folkeskoler sender elever på talentcamps: Frederik fra 7. klasse lærte debatkultur på engelsk

Blot tre ud af 50 skoler i foreningen Talentcamp.dk er kommunale.

Andrea Løwe og Frederik Malling fra 7.A på Præstemarkskolen i Favrskov Kommune er to af de otte børn, som skolen har sendt på talentcamp. (Foto: © Tina Vestergaard Andersen, DR)

Flere udfordringer for de særligt begavede elever.

Det er ideen bag særlige skoleophold, talentcamps, som foreningen talentcamp.dk står bag.

Normalt er det næsten udelukkende privatskoler, der satser på at sende elever afsted på forlængede weekendophold, der skal udfordre dem i dansk, engelsk og matematik.

Men nu er en folkeskole i Søften i Favrskov Kommune også begyndt at sende elever afsted. Det er Præstemarkskolen, som er en af blot tre folkeskoler i landet, der benytter talentcamps.

Frederik Malling fra 7. klasse har været på talentcamp i engelsk. Han er blandt andet blevet undervist på engelsk i de såkaldte tre søjler til overtalelse, three pillars of persuasion, som handler om at få folk til at tro på, hvad man siger gennem kilder, fakta og følelser.

Computerspil har fået Frederik Mallings engelsk på så højt niveau, at han har deltaget i en talentcamp og lært debatkultur på engelsk. (Foto: © Tina Vestergaard Andersen, DR)

- Jeg er nok så god til engelsk på grund af computerspil, hvor jeg godt kan lide at læse ind i historien i spillene, forklarer han.

Andrea Løwe fra 7. klasse deltog i en camp i dansk, hvor hun lærte om journalistik, blandt andet kildetyper og nyhedskriterier. Derfor ved hun også, hvilken type kilde hun er i denne artikel.

- Jeg er en erfaringskilde, som har prøvet noget på egen krop, forklarer hun.

Hun synes, at det var spændende og udfordrende at prøve en camp, men det var anderledes at sidde med nogen, som man ikke kendte.

- Jeg synes, det var rart, at det var en anden med fra min klasse. Jeg synes ikke, at det var megasvært, men jeg kedede mig overhovedet ikke, siger Andrea Løwe.

Andrea Løwe har lært om journalistik på sin talentcamp sammen med en anden elev fra klassen. (Foto: © Tina Vestergaard Andersen, DR)

Det gjorde Frederik Malling heller ikke.

- Det var virkelig spændende at blive udfordret i noget, som man virkelig godt kan lide, fortæller han.

Alle skal have en udfordring

Opholdene handler om at give de dygtigste elever i 7., 8. og 9. klasse noget at tænke over, så de kan rykke sig, forklarer skoleleder Berit Hansen Thaarup fra Præstemarkskolen i Søften, der har sendt otte elever på talentcamp.

- Folkeskolens opgave er jo at udfordre alle elever. De skal blive så dygtige, som de kan hver især. Og der kan vi nogle gange glemme, at vi også skal udfordre de allerdygtigste elever, siger Berit Hansen Thaarup.

Præstemarkskolen er en af de få folkeskoler, der er med i foreningen Talentcamp.dk, som koster penge at benytte. Af de mere end 50 danske skoler i foreningen er blot tre kommunale folkeskoler.

Præstemarkskolen er med, fordi Berit Hansen Thaarup mener, at det er vigtigt at være opmærksom på de særligt dygtige elevers behov. Selvom de sagtens kan opfylde skolens krav.

- De elever skal nok klare sig, men vores opgave er faktisk at udfordre dem, så de kan komme så langt, som deres evner rækker til. Det gælder også de dygtigste børn, siger hun.

På Præstemarkskolen har otte elever fra udskolingen været på talentcamp.

Hør hvilken stor forskel der er på talentcampen og undervisningen i dagligdagen:

Håber på flere kommuner i samarbejdet

Det ærgrer foreningens sekretariatsleder, Anders Friis, at der ikke er flere folkeskoler med i Talentcamps.dk.

- Grundlæggende handler det om skoler, der kunne tænke sig at tilbyde ekstra udfordringer til deres dygtigste elever, siger han.

- Vi hører, at økonomien er meget topstyret i folkeskolerne, og det er vanskeligt for dem at frigøre midlerne til at være med, siger han om baggrunden for, at så få folkeskoler er med.

Foreningen håber på at få en kommune til at melde sig ind samarbejdet.

- Vi vil vanvittigt gerne have folkeskolerne med, siger Anders Friis.

Foreningen arrangerer hvert år 32 talentcamps med mellem 60 og 150 deltagere. De foregår på skift hos de deltagende skoler.