Esra har startet legestuer op på plejehjem: Det giver livet mening

”Hvorfor er der tomt derinde?”, tænker hun ved sig selv og kigger ind ad vinduet, da hun går forbi plejehjemmet Langgadehus i Valby. Lokalet er stort og lækkert – men de ældre er ingen steder at se.

Esra Alici Pedersen går forbi plejehjemmet, hver gang hun skal handle. Hun har lige afleveret datteren i børnehaven og går nu og skubber barnevognen med lille Isak på knap et år, som sidder og hygger sig.

”Gad vide, hvordan de ældre har det derinde på den anden side af vinduet?”, tænker hun. Hun har hørt så meget i medierne, men aldrig selv stiftet bekendtskab med plejehjem og plejehjemsbeboere.

Hun går videre, men hun kan mærke nysgerrigheden presse sig på, de næste gange, hun går forbi. Det er, som om der er to verdener; Den, hun befinder sig i, og en anden derinde bag vinduerne.

Hun ved ikke, hvad protokollen er, og om hun bare må gå ind, men nysgerrigheden og lysten til at møde de ældre bliver så stor, at der til sidst ikke er nogen vej tilbage: Nu skal døren mellem de to verdener åbnes, beslutter hun. Og det bliver de, i mere end én forstand.

- Jeg har lavet alle de her bekymringer inde i mig selv, og jeg glemmer aldrig, hvordan den automatiske dør så bare går op, siger hun med et smil.

Første legestue kommer i stand

Det er nu 2,5 år siden det første besøg på plejehjemmet i Valby, som viste sig at blive et vendepunkt i 31-årige Esra Alici Pedersens liv. I dag står hun nemlig bag legestuer på plejehjem både i Valby og i Aarhus.

Hun husker tydeligt modtagelsen, første gang hun med sin lille søn trådte ind på plejehjemmet i Valby og den begejstring, der mødte hende, som var så overvældende, at hun følte sig nødsaget til at handle på den.

- Da vi møder nogle af de ældre, kan jeg se, hvor glade de bliver, og hvordan de rækker armene ud efter Isak og vil holde ham. Det var så vildt bare at se, hvor meget én lille baby kunne gøre, fortæller hun med en stemme, der næsten vibrerer af glæde.

Hun husker, hvordan de ældre lyste op.

- Nogle af de ansatte kom over og sagde: ”Prøv lige at se hende dér og ham dér, de plejer slet ikke at være så glade!” Og når nu, jeg havde været vidne til det, følte jeg, jeg var nødt til at gøre noget ved det. Det gav bare så meget mening, lyder det fra Esra Alici Pedersen.

Det virkede oplagt at sætte netop ældre og forældre på barsel sammen, syntes hun. For selvom hun nød "barselsboblen", vidste hun også, at barselsforældre, som hende selv, kunne trænge til at komme lidt ud blandt andre en gang imellem.

- Man hører jo i medierne, at de ældre er ensomme, og jeg ved jo også, at forældre på barsel på en eller anden måde føler sig ensomme. Det er jo derfor, man er i mødregruppe og går til babyrytmik osv. Fordi man har et behov for at komme ud og besøge nogle mennesker og være social, siger Esra Alici Pedersen.

På gangen i plejehjemmet i Valby møder hun plejehjemmets forstander, der er åben over for idéen om, at generationerne skulle mødes i det store lokale, der stod ubrugt hen.

- Jeg fortæller hende, at jeg går til noget babyrytmik i Valby Kulturhus, og om ikke det kunne være fedt, hvis man kunne flytte det ud på plejehjemmet, så de ældre kunne komme og være med. Hun var jo bare solgt, men havde ikke selv mulighed for at stable det på benene, fortæller Esra Alici Pedersen.

Udbredt til ti plejehjem i Aarhus

Derfor tog hun sagen i egen hånd. Hun søgte penge hjem til at hyre en rytmiklærer, og meget mere skulle der ikke til.

- Jeg tror bare, jeg er ret spontan som person, og jeg er sådan en person, der godt kan lide at starte ting op. Folk kan synes, det er stort, det, jeg har gjort, men det er egentlig ikke noget, der kræver det store: Du har brugerne, og du har lokalet, siger hun.

Den 31-årige mor med det farvestrålende tøj og tørklæde er født og opvokset i Aarhus, og det var derfor naturligt for hende og manden Uffe at flytte tilbage til byen for at komme tættere på familien, da hun blev gravid med barn nummer tre.

Legestuen kører stadig i Valby, og nu har hun startet ti nye op i Aarhus.

- Jeg holdt et oplæg om legestuen i Valby på et kommuneseminar i Aarhus, og bagefter fik jeg en mail fra en fra kommunen, der havde hørt mit oplæg og spurgte, om jeg var klar over, at der var en pulje i Sundheds -og Ældreministeriet, hvor man kunne søge penge, og så prøvede jeg det.

Det gik igennem, og nu har hun fået penge til at starte legestuerne op med rytmiklærer som et forsøgsprojekt over 20 uger. Hun er egentlig uddannet farmaceut, men har nu fået en deltidsstilling til at tage sig af legestuerne i et halvt år.

Håbet er så, at plejehjemme fortsætter med legestuerne bagefter, uanset om der kommer nye penge til en rytmiklærer eller ej.

- Jeg så gerne, at plejehjemmene selv tager det til sig, og har de ikke råd til rytmiklærere, kan man jo altid have legestuer og invitere folk ind og mødes alligevel.

Legestuerne i Aarhus har kun eksisteret, siden starten af november i år, men de er allerede populære. 19 plejehjem var interesserede i at være med i forsøgsprojektet, men der var kun penge til at starte det op på ti.

Den første legestue i Aarhus Kommune åbnede 3. november på plejehjemmet i Tranbjerg. Til stor glæde for blandt andre beboer Alice Marcussen.

- Jeg føler mig som et barn igen ved at være sammen med børnene. Det er dejligt. Jeg nyder det – de er skønne, sagde hun på premieredagen og brød ud i et stort smil.

Også mødrene, der mødte op, var taknemmelige for initiativet. En af dem var Camilla Østergaard, der var troppet op med sin datter på fem måneder.

- Det er megahyggeligt. Det er berigende at se, hvordan de ældre blomstrer op, og så er det også rart at se, at ens børn morer sig.

Legestuerne er gået over al forventning, fortæller en tydeligt rørt Esra Alici Pedersen. Flere steder er så mange mødt op, at folk har været nødt til at sidde på gangene og i køkkenet.

- Jeg har virkelig bare haft hovedpine af lykke, af at smile så meget til legestuerne, ondt i kæberne og rørt af at se folks tårer, siger hun.

Relationer er det vigtigste

Legestuerne er ugentlige, så brugerne rigtigt kan komme tæt på hinanden. Det gælder nemlig om at skabe relationer på tværs af mennesker og generationer.

- Det kan være, man får nogle relationer med de ældre, der strækker sig ud over den ugentlige dag. Det kan være, man synes, det er hyggeligt at snakke med en ældre, der har været lokomotivfører, og at man selv har en søn, der er interesseret i det. Så kan det være, man lige kigger ind, når man går forbi, siger hun.

Hun håber, folk på den måde vil blive mindre berøringsangste over for grupper i samfundet, man måske ikke ellers ville have noget med at gøre.

- Det er så underligt med plejehjem, at det er så tæt på os, og det er den hverdag, der venter os alle. Så vi burde konfrontere os med det og se, hvor det egentlig er, vi ender, forklarer hun.

Hun husker tilbage på plejehjemmet i Valby, hvor der var bygget almene boliger oven på plejehjemmet, men at de, der boede der alligevel ikke havde den store kontakt med beboerne på plejehjemmet.

- Da jeg havde startet legestuerne op, mødte jeg nogle af beboerne, der boede ovenpå og spurgte: ”Det må da være fedt at møde hinanden og bo lige ovenpå?”, men de svarede: ”Vi har jo intet med plejehjemmet at gøre”, og jeg tænkte: ”Det er bare løgn – noget er gået galt, hvis man ikke har formået at skabe en relation her!”.

Vi kan alle sammen skabe de ændringer, vi ønsker

For Esra Alici Pedersen og hendes familie har det altid været vigtigt at åbne deres hjem og møde folk omkring dem.

- Jeg har det generelt sådan med naboer og venner, at jeg godt kan lide det spontane møde, og har man lige lavet lidt ekstra mad, så kan man selvfølgelig gemme det til dagen efter, men man kan også byde naboen indenfor og på den måde få noget større ud af det, siger hun.

Hun har startet bloggen "2verdener," og hun håber, at hun kan være med til at inspirere andre til at følge deres hjerte og deres nysgerrighed over for andre mennesker.

- Det er med til at give livet mening. Giv lidt af dig selv, hvis du gerne selv vil have noget tilbage. Det er en form for lykke, man ikke får ved at købe et nyt stykke tøj for eksempel.

Derfor opfordrer hun andre til at gøre noget godt for andre – stort eller småt.

- Vi kan alle sammen skabe de ændringer, vi ønsker. Og der skal ikke nødvendigvis så meget til, siger hun.

Blå bog: Esra Alici Pedersen