Elevformand: Motivation er lige så vigtig som høje karakterer

De borgerlige partiers ønske om højere karakterkrav til gymnasiet ville betyde, at mange af dem, der i dag er i gang med en videregående uddannelse, aldrig ville være kommet i gang. Det mener formanden for de studerende på landets største professionshøjskole.

De borgerlige partier vil have højere karakterkrav for at kunne komme på gymnasiet. Hvis de krav havde været gældende i dag, så ville mange af dem, der går på de videregående uddannelser i dag aldrig kunne have kommet på gymnasiet. Det mener formanden for de studerende på VIA University College. (Foto: © Gitte Gripping- DR Syd)

Bogligt svage folkeskoleelever skal ikke udelukkes fra gymnasiet. Sådan siger formanden for de studerende ved Danmarks største professionshøjskole VIA-uddannelserne i Midtjylland, som uddanner lærere, ingeniører pædagoger og sygeplejersker.

De borgerlige partier ønsker ellers at indføre et adgangskrav på 4 eller 7 for at komme ind på gymnasiet.

Motivation er lige så vigtig som karakterer

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har regnet på det - og indføres der karakterkrav for optagelse på gymnasiet, så ville rigtig mange, der i dag går på en videregående VIA-uddannelse måske aldrig være nået så langt.

- Hvis du er galopperende ordblind eller har svært ved matematikken, men samtidig er sindssygt motiveret, så kan du være lige så god en studerende som den, der får topkarakterer, siger formand for de studerende på VIA's uddannelser Palle Würtz.

Gymnasiet er ikke kun for lægestuderende

Hvis gymnasiet indførte et karakterkrav på 4, så ville hver sjette, der læser til bioanalytiker, pædagog eller socialrådgiver aldrig være kommet ind på gymnasiet i første omgang.

Liberal Alliance mener, at gymnasiet skal have et adgangskrav på 7. Hvis det bliver tilfældet, så ville mere end halvdelen af de nuværende VIA studerende aldrig have kunne starte på gymnasiet. 

- Skal du ind på gymnasiet, så skal du selvfølgelig have en vis intelligens. Men gymnasiet leverer jo ikke kun studerende til lægestudiet eller andre uddannelser, som kræver høje karakterer. Høje karakterkrav kan betyde, at mange studerende kan blive nødt til at tage en omvej i uddannelsessystemet, siger Palle Würtz.

Karakterkrav kan spærre vejen

Selvom man ikke har en gymnasial uddannelse, kan man stadig opnå anden erfaring, der gør dig studieegnet og søge drømmestudiet gennem kvote 2.

Men det er ikke sikkert, at alle kan finde den omvej, mener Palle Würtz

- Hvis du stiller en mur op for folk, som de ikke umiddelbart mener, at de kan klatre henover, så kan det være, at de vælger at gå en fuldstændig stik modsat vej. Og egentlig ender op med noget, som de slet ikke havde tænkt på og drømt om, siger han.