Ekspert: Apple-center er fin reklame for dansk IT-branche

"Branding"-værdien af IT-branchen i Danmark af Apples datacenter ved Viborg er større end effekten af nye arbejdspladser, mener IT-chef.

Danmark er på alverdens forsider og der er nu endnu mere opmærksomhed på Danmark som et sted, hvor vi er fremme i skoene på IT-området, mener IT-chef Preben Mejer. (© DR)

Apples kommende 6,3 milliarder kr dyre datacenter i Foulum ved Viborg er først og fremmest en verdens-omspændende "branding" af den danske IT-branche.

Det mener Preben Mejer, som er medstifter af IT-firmaet Innovationlab i Aarhus og Apple-kender.

Byggeriet af det kæmpestore data-center, der fylder mere end 23 fodboldbaner, giver håb om masser af arbejde til byggebranchen i området.Danmark er på alverdens forsider

Men reklameeffekten for Danmark som førende IT-land er større, mener Preben Mejer.

- Danmark er nu på alverdens forsider som stedet, hvor Apple har valgt at lægge deres data-center. Der skabes dermed endnu mere opmærksomhed om Danmark som et sted, hvor vi er fremme i skoene på IT-området.

- Det er reelt den største værdi, der kommer ud denne 6,3 millarder kroners investering. Beskæftigelseseffekten er nok mere til at overskue, mener Preben Mejer.

IT-ekspert: Datacenteret er som et containerskib

Selve det kæmpestore driftscenter i Viborg Kommune, hvor tusindvis af servere skal gemme data og afvikle programmer, drives af forholdsvis få mennesker.

- Det er som et containerskib, hvor ganske få passer en kæmpestor ting, siger Preben Mejer.

Apple-centeret giver heller ikke arbejde til eliten af danske IT-eksperter.

- Det er er jo ikke et udviklingscenter, men et driftscenter. De folk, der passer det, er folk med en mellemlang teknisk uddannelse. 

- Det er gode arbejdspladser, men ikke sådan super udviklingsagtige jobs. Det drejer sig formentlig om relativt få hundrede medarbejdere, forklarer Preben Mejer.