Med fem nye varetægtsfængslinger håber Østjyllands Politi at have bremset den bandekonflikt, der de seneste måneder har hersket i det vestlige Aarhus siden den københavnske bandegruppering Loyal to Familia rykkede til byen.
I alt er 26 bandemedlemmer nu varetægtsfængslet, én er dømt, og én er dømt in absentia, da han fortsat er efterlyst af politiet.
Det bør være mærkbart, lyder det fra politiinspektør Lau Thygesen fra Østjyllands Politi.
- Vi har dermed sat 28 spillere ud af cirkulation, og vi forventer, at vi sammenholdt med vores andre indsatser har stækket dem så meget, at vi forhåbentlig kan få ro på, siger han.
Siden den 25. juni har der været en visitationszone i bydelene Bispehaven og Gellerup – en zone som Østjyllands Politi for nylig forlængede frem til den 18. august og udvidede til at omfatte bydelen Tilst.
Det har spillet ind på, at der er kommet mere ro i områderne, vurderer Lau Thygesen, der ikke vil uddybe, hvordan de 26 varetægtsfængslinger fordeler sig mellem banderne.
Selvom de fleste bandemedlemmer i første omgang er varetægtsfængslet i fire uger, så forventer politiinspektøren, at de er væk fra gaden i længere tid.
- Nu har vi fået varetægtsfængslet dem for nogle alvorlige hændelser, så vi regner også med, at vi kan holde dem varetægtsfængslet indtil, der bliver rejst tiltale mod dem, siger Lau Thygesen og tilføjer:
- Vores forventninger er så, at vi kan få dem dømt i sidste ende.
Udover 26 varetægtsfængslinger har Østjyllands Politi indtil videre også udstedt 23 zoneforbud i Aarhus til personer fra bandegrupperingerne, som har skabt utryghed i bestemte områder. Det betyder, at de nu har forbud mod at opholde sig i de specifikke områder.