Campingpladser skal huse flere syriske flygtninge

Flere campingpladser har allerede taget imod syriske flygtninge, og Campingrådet håber på, at yderligere 10-20 campingpladser åbner for flere.

Syriske flygtninge er rykket ind på flere danske campingpladser og yderligere 10-20 pladser ventes at sige ja til flygtninge

Paraplyorganisationen Campingrådet indkalder i næste uge 100 campingplads-ejere til informationsmøde om syriske flygtninge.

Det sker, efter at Røde Kors har spurgt flere campingpladser, om de kan huse syriske flygtninge. Noget, som blandt andre Ajstrup Strand Camping ved Aarhus og Fornæs ved Grenå allerede gør.

Campingrådet har inviteret små 100 campingpladser med mange hytter til mødet næste fredag.

10-20 campingpladser ventes at sig ja tak

Mødet skal oplyse ejerne om opgaven med de syriske flygtninge og danne netværk med dem, der har mod på opgaven, fortæller campingrådets direktør, Poul Fejer Christiansen.    Han forventer, at 10-20 campingpladser vil sige ja tak til at huse syriske flytninge midlertidigt.

- Når man har folk boende med nærmest fast bopæl, er der også et ekstraordinært slid. Og forbrug af varme og vand og alt, hvad der følger med, er anderledes end med normale campinggæster om sommeren, siger direktøren.

På Ajstrup Strand Camping syd for Aarhus bor 76 syrere lige nu i hytter, og natten til fredag flyttede 60 syrere ind på Fornæs Camping ved Grenaa.

Ankom i nat med dyner og puder

- Der stod nogle folk med dyner og puder, som gerne ville ind, og de vidste ikke, hvor de skulle hen, fortæller Fornæs Campings ejer, Linda Poulsen.

Hun blev i sidste uge ringet op af Røde Kors og spurgt, om hun ville huse flygtninge i campingpladsens mange hytter.

- Vi slog til, for man vil jo gerne hjælpe i sådan en situation med alle de flygtninge, der kommer ind over landet, siger Linda Poulsen.