Borgerlige politikere vil stoppe stormoske i Gellerup

Planen om at bygge en moske i to etager med kuppel og minaret midt i Gellerup støder nu på modstand fra borgerlige politikere, som vil have byrådet i Aarhus til at sige nej til planerne.

Forbundet af Islamiske Foreninger, som står bag moske-planerne, mener, at en moske vil modarbejde ekstremisme, fordi moskeen vil være åben. (© Johannsen Arkitekter)

I aften vil de borgerlige politikere i Aarhus forsøge at sætte en stopper for planen om en stormoske i Gellerupparken.

Forbundet af Islamiske Foreninger vil bygge en moske i to etager med kuppel og minaret midt i boligområdet, men det vil de Konservative og Venstre bremse.

 

- Når vi siger, at vi skal have en anden beboersammensætning i Gellerup, så nytter det ikke noget, at vi laver en magnet, som en stormoske vil være, siger Gert Bjerregaard (V).

Venstre: Sender forkert signal

I aften foreslår han sammen med de konservatives Mark Perera Christensen, at byrådet i Aarhus siger nej til en ansøgning om et moske-byggeri til 50 millioner kroner midt i Gellerupparken.

Gert Bjerregaard mener, at et ja til en moske vil modarbejde den helhedsplan, som et flertal i byrådet har vedtaget, og som blandt andet indbære, at nogle boligblokke skal rives ned for at gøre området mindre ghetto-agtig.

- Det stritter simpelt hen for meget i forkerte retninger, og det er forkerte signaler at sende, siger Gert Bjerregaard.

Tilhængere: En moske vil modarbejde ekstremisme

Formanden for Forbundet af Islamiske Foreninger, Sami Saidana, mener, at en stormoske kan modarbejde ekstremisme.

- Det, vi bygger her, er et åbent sted. Alle er velkomne, og vi har erfaret, at ekstreme holdninger og grupperinger trives bedst, når de er isolerede og skjulte - og ikke, når de kommer på overfladen og er synlige, siger han.

- Det er vores opfattelse, at synlighed og ekstremisme ikke hænger sammen, forklarer Sami Saidana.