Bombesprængning og våbenbrug: 26-årig østjyde tiltalt for at træne med IS

I dag begynder retssagen mod en østjysk mand med tunesiske rødder, der er tiltalt for at have trænet med Islamisk Stat.

En 26-årig østjyde er tiltalt for blandt andet at deltage i våbentræning hos Islamisk Stat i Syrien. (Arkivfoto) (Foto: © STRINGER, Scanpix)

Terror og bombe- og våbentræning med Islamisk Stat i Syrien.

Det er nogle af de forhold, som en 26-årig østjysk mand af tunesisk afstamning er tiltalt for i en sag, som retten i Aarhus tager hul på i dag.

Retssagen er den første i Danmark, der udspringer af en række lækkede dokumenter fra terrororganisationen Islamisk Stat. I alt har anklagemyndigheden rejst tiltale mod seks personer, der er nævnt i dokumenterne, og som man mener har ladet sig hverve til og kæmpet for Islamisk Stat.

Anklagemyndigheden har tidligere forsøgt at føre de seks sager som ét samlet sagskompleks. Det fik man dog afslag på, og nu indledes den første af retssagerne altså i Aarhus.

Anklagemyndigheden mener, at den 26-årige mand har ladet sig hverve til Islamisk Stat i Syrien, og at han i to uger i september 2013 modtog træning i at sprænge bomber og bruge våben.

Manden er også tiltalt for at have uddelt mad og tøj og bygge huse i Syrien. På den måde skal han ifølge sigtelsen have bidraget til at opretholde Islamisk Stats position i det krigshærgede land.

Østjyden har siddet varetægtsfængslet siden april 2016 og nægter sig skyldig. Han er tiltalt efter en paragraf, som kan give op til seks års fængsel.

Der er afsat 11 retsdage til sagen, som ventes at slutte i starten af oktober.