Mange udsatte børn og unge mangler noget fornuftigt at lave i fritiden.
Derfor er Ungdommens Røde Kors i gang med at åbne en række aktivitetshuse i det, de kalder oversete boligområder.
Det er områder, som ikke er belastede nok til at have en masse kommunale og frivillige projekter, men hvor der alligevel er et behov.
Alle børn er velkomne
- Selvom målgruppen er udsatte børn, er andre børn og unge også velkomne, siger Simon Bloch Sørensen fra Ungdommens Røde Kors Aarhus.
- Det handler om at knytte fællesskaber. Det gør man alle børn imellem, fortæller han.
I det aktivitetshus, der åbner i eftermiddag i Møllevangen i Aarhus, har de frivillige planlagt en række aktiviteter til en start - blandt andet en madklub og et mekanikerværksted, men det er i høj grad børnene og de unge selv, der bestemmer, hvad der skal ske i huset.
De kan få ansvarsområder som at bage en kage eller bære skraldespanden ud.
Udsatte børn laver mindre i fritiden
- Og der er brug for den her slags tilbud, siger Karen Margrethe Vendelbo Dahl, sociolog og forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Udsatte børn går nemlig til færre fritidsaktiviteter end andre børn, forklarer hun:
- Det behøver ikke være et problem, men det er et ud af flere tegn på, at deres hverdagsliv ikke er så rigt som andre børns, siger hun.