Færre frugter og flæskestege bliver kylet i skraldespandene, når Bilka lukker butikkerne om aftenen.
Bilka-kæden har i tråd med FN's verdensmål forpligtet sig til at halvere kædens madspild inden 2030, og allerede 12 år inden deadline er det lykkedes Bilka at nå det mål. Fra 2014 til 2018 har Bilka-varehusene tilsammen reduceret spildet af mad med 52 procent svarende til knap 4200 ton.
Hos Bilka i Tilst ved Aarhus jubler varehuschef Claus Dahl, for de har kæmpet for at nå målet, fortæller han.
- Det er helt fantastisk, og jeg synes egentlig, det er meget velfortjent, for vi har virkelig arbejdet hårdt for at få det her madspild ned, siger han.
Udnytter varer, der ikke kan sælges
Varehusene har blandt andet sat varer ned, der snart udløber, og så fortæller varehuschefen, at man også er blevet bedre til at udnytte varer, der ikke kan sælges, i varehusets egen bistro og delikatesse - eksempelvis hvis emballagen har været brudt eller fået en bule.
Derudover har Bilka fået bedre systemer, der gør det lettere at forudse, hvor mange varer, der skal bestilles hjem. Det har haft en stor effekt, siger Claus Dahl.
- Det kan for eksempel være kød, frugt og grønt, hvor vi har været gode til at købe en masse varer hjem, fordi vi gerne vil få det til at se lækkert og godt ud. Nu er vi blevet meget mere analytiske, siger han.
Bilka har nu sat sig selv et nyt mål for, hvor langt man skal nå inden 2030. Kæden vil sænke madspildet yderligere, således at man inden 2030 har reduceret madspildet med i alt 75 procent i forhold til i 2014.
Det kan sagtens lade sig gøre, mener varehuschefen i Tilst.
- Det er jeg slet ikke i tvivl om, at vi nok skal nå, for vi har nu integreret det i vores dna, og vores holdninger og meninger og adfærd i huset er blevet rettet til, siger han.