Der er gjort ekstra meget ud af sikkerheden for tilskuerne, når motorløbet Classic Race i denne weekend bliver kørt i Aarhus.
Store betonklodser og hegn skal forhindre, at arrangementet og tilskuerne bliver udsat for et terrorangreb.
- Vi har set nogle uheldige episoder i udlandet. Så vi har forberedt os grundigt, siger løbets direktør, Mike Legarth.
Han forklarer, at løbet især bruger rigtig meget beton for at beskytte de op mod 40.000 publikummer, der ventes at komme i weekenden for at opleve de forskellige bilklasser køre race.
- Der er kraftig betonarmering de steder, hvor publikum er udsat. Det er hovedsageligt ved de fire indgange, at vi har forhindret, at man med store køretøjer kan køre direkte ind i tilskuerne, siger direktøren.
Terrorsikringen stopper dog ikke der. Løbsledelsen har også på alle måder forhindret, at der er direkte færdsel ind til de store publikumsmængder.
- Vi har opsat hegn, der skal forceres, og som man ikke bare lige kan flytte. Så har vi sat betonklodser op, så man skal køre zigzag igennem for at komme frem. På den måde er det ikke muligt at påkøre større folkemængder til Classic Race Aarhus, siger Mike Legarth.
Direktøren påpeger, at det ikke været et krav fra politiet, at racefestivalen skulle gøre mere ud af sikkerheden i forhold til tidligere år.