Alt for mange plejehjem i Aarhus har fejl og mangler, der udgør en risiko for beboernes sikkerhed, fremgår det af de seneste 26 tilsynsrapporter fra embedslægerne.
Det er blandt andet forkert opbevaring af medicin og forkert mærkning af medicin, der er problemer med.
- Vi taler om professionelle folk, der lever af det her. Reglerne og forskrifterne er ret klare, så jeg har svært ved at se, hvorfor de ikke skulle kunne følge regler og forskrifter på området, siger Jan Radzewicz, som er formand for ældrerådets tilsynsudvalg i Aarhus.
Ingen plejehjem slap for anmærkninger
Han har sammen med de øvrige medlemmer af ældrerådets tilsynsudvalg gennemgået tilsynsrapporterne fra embedslægernes besøg på 26 plejehjem sidste år.
Ingen af plejehjemmene slap igennem uden anmærkninger. 10 af plejehjemmene gjorde det så dårligt, at embedslægerne konkluderer, at der var fejl og mangler, der udgjorde en risiko for patientsikkerheden.
Det er især de ansattes håndtering af medicin til beboerne, der er problemet.
Forkert medicin kan gå ud over helbredet
- Det er forkert opbevaring af medicin, forkert mærkning af medicin og så videre. Hvis det går galt, er der risiko for, at de ældre får forkert medicin, og det kan gå ud over deres helbred. siger han.
Det undrer Jan Radzewicz, at mange af fejlene går igen fra plejehjem til plejehjem.
- Det er som om, at opmærksomheden på nogle af de her områder er slækket så meget, at man tillader eller giver mulighed for, at der kan laves de samme fejl gang på gang, siger han.