Det bliver i eftermiddag afgjort, om Esbjerg eller AC Horsens rykker direkte ud af Superligaen.
Sidstnævnte rykkede før denne sæson op i landets bedste række, og da AC Horsens for fire år siden sidst var igennem en nedrykning til 1. division, kostede det klubben et underskud på ti millioner kroner.
Det tvang blandt andet ledelsen til at nedlægge talentafdelingen, og man måtte praktisk talt bygge en klub op fra bunden.
Så galt går det dog ikke, hvis AC Horsens rykker ud af Superligaen i denne sæson.
Det garanterer klubbens direktør, Kristian Nielsen.
- Det kommer ikke til at få samme konsekvens for os, som det gjorde dengang. Det gør det ikke, fordi vi har en tydelig strategi og holdning til, at klubben skal være i økonomisk balance, fortæller han og tilføjer:
- Derfor forventer jeg heller ikke, at vi kommer ud med et stort underskud, hvis det skulle ende med, at vi rykker ud af Superligaen.
Efter den første kamp forrige lørdag mellem AC Horsens og Esbjerg endte 1-1 på Blue Water Arena i Esbjerg, skal østjyderne i eftermiddag mindst have uafgjort og helst vinde hjemme over Esbjerg for at sikre sig to playoffkampe mod nummer to i 1. division.
Taberen af eftermiddagens kamp på Casa Arena rykker direkte ud af Superligaen.