AC Børnehjælp varsler dyrere adoptioner

Adoptionsbureauet AC Børnehjælp i Aarhus hæver prisen på adoptioner med 45.000 kroner.

AC Børnehjælps stigning i prisen på adoptioner kommer efter, at der sidste år blev afsløret en sag om underslæb i organisationen. Men vicedirektøren i AC Børnehjælp afviser, at de to ting har noget med hinanden at gøre. (Foto: © Roy McMahon, Corbis)

Det bliver dyrere at adoptere gennem adoptionsbureauet AC Børnehjælp, der holder til i Aarhus.

AC Børnehjælp har netop fået Ankestyrelsens godkendelse til en genopretningsplan. Styrelsen rejste sidste år en række anmærkninger over for adoptionsbureauet, der havde rod i økonomien.

Men organisationen fortsætter, og Pia Brandnes, der er vicedirektør i AC Børnehjælp håber på, at organisationen om kort tid igen kan åbne for nye adoptanter.

Adoptanter har betalt for lidt

En del af genopretningsplanen betyder en gebyrstigning på adoption på 45.000 kr. til adoptanter på venteliste og nye adoptanter.

- Vi har gjort op, at adoptanterne i en periode faktisk ikke har betalt det, som adoptionen reelt koster i administration, siger Pia Brandnes.

Stigningen er en forudsætning for Ankestyrelsens godkendelse af genopretningsplanen.

- En del af forklaringen på gebyrstigningen er, at vi nu formidler adoptioner fra flere lande end før, og det betyder altså væsentlig øgede administrationsomkostninger, siger Pia Brandnes.

Ingen sammenhæng med underslæbssag

Hun afviser, at gebyrstigningen har noget at gøre med den sag om underslæb i AC Børnehjælp, som blev afsløret sidste år, og som gjorde, at organisationen på det nærmeste blev sat under administration.

- Underslæbet blev begået i vores projektafdeling, og der er helt vandtætte skotter mellem projektafdelingen og adoptionsafdelingen, siger hun.