Aarhus-borgmester til bander: Vi er større, stærkere og flere end jer

Politiet og Aarhus Kommune vil kvæle bander, inden de slår rod.

- Vi vil tjekke jeres økonomi og sætte jer på gaden, hvis I skaber uro i boligområdet, lyder beskeden fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) til bandemedlemmer i byen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Både politi og kommune ruster sig til kampen mod bander i Aarhus. De skal kvæles, inden de slår rod.

Borgmester i Aarhus Jacob Bundsgaard (S) og Østjyllands Politi har i dag holdt møde efter en række skyderier og anholdelser i det vestlige Aarhus.

Skyderierne er sandsynligvis affødt af, at københavner-banden Loyal to Familia forsøger at komme ind i byen.

- Politiet vil fortsat være meget synligt til stede og slå ned på alle optøjer og ballade, siger Jacob Bundsgaard.

- Der bliver virkelig kastet ressourcer ind i at få kvalt det her, inden det får slået rod i Aarhus.

Kommunen vil også bruge alle midler i værktøjkassen, siger han videre.

- Vi vil kigge på de konkrete personer, der er med i inderkredsen i de her grupper. Vi holder øje med deres indkomst-grundlag, vi er i tæt kontakt med boligforeningerne, og vi har mulighed for at sætte dem på gaden, hvis de skaber uro og utryghed i et boligområde.

- Vi vil afsøge alle elementer for at lægge pres på de her folk og sende et meget klart signal om, at vi som samfund ikke vil tolerere det her.

- Vi er trods alt både stærkere og større og mange, mange flere end de er, siger Jacob Bundsgaard.