Mens 504 medarbejdere har fået lov til at beholde deres job på møbelfabrikken Tvilum, som har fabrikker i Fårvang og Kjellerup, så står 91 tilbage med en fyreseddel.
Hos 3F i Silkeborg er 30 medlemmer berørte, og de er her til formiddag indkaldt til møde hos fagforeningen for hurtigst muligt at komme tilbage i arbejde.
Og det er en flok fortvivlede medlemmer, som i de seneste dage har henvendt sig til 3F i Silkeborg, fortæller formand Jens Svenningsen.
- Der er jo sådan en generel nervøsitet, i forhold til om det vil lykkes at finde et nyt job, siger han.
Fredag blev den konkursramte møbelfabrik overtaget af en dansk investorgruppe med Viking Trading ApS som hovedinvestor. Desuden består investorgruppen af Tvilum-stifterfamilien og Tvilums administrerende direktør, Torben Porsholdt, der forsætter med samme titel i det nye selskab.
Jens Svenningsen er optimistisk på de afskedigede medlemmers vegne. På nuværende tidspunkt har fire virksomheder nemlig henvendt sig til fagforeningen og udtrykt interesse for at ansætte de 30 medlemmer, som har mistet deres job på møbelfabrikken.
- I første omgang er det træbranchevirksomheder, altså møbelfabrikker, og vi har en køkkenfabrik i det nære opland, som også er interesseret, fortæller han.
Klokken ti i formiddag er de pågældende medlemmer indkaldt til møde hos 3F i Silkeborg for at drøfte situationen. Her vil Jens Svenningsen informere dem om de forespørgsler, som fagforeningen har modtaget.
- Mit råd vil være, at de skal prøve at se på de jobmuligheder, der er, og at det er for usikkert at vente på, at Tvilum tager medarbejdere ind igen, for det er der jo ingen, der ved, hvornår vil ske, siger han.