Tre lave og tre høje blokke bliver revet ned i den ene hårde ghetto i Aarhus, Bispehaven.
Det er resultatet af, at Aarhus Kommune og Østjysk Bolig i dag blev enige, om hvordan Bispehaven skal se ud i fremtiden.
Aftalen har baggrund i, at alle boligforeninger og kommuner, der huser såkaldte ’hårde ghettoer’, sammen skal sende en plan ind til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet for hvert af områderne senest 1. juni 2019, hvis området har været på ghettolisten i mere end fem år.
Det er et langt sejt træk over ti år at ændre området, siger borgmester Jacob Bundsgaard (S).
- Vi vil sikre en anden beboersammensætning, der gør, at der er flere med tilknytning til arbejdsmarkedet eller som er i gang med uddannelse, der kommer til at have deres hverdag i området. Det sikrer vi med aftalen, siger han.
Med nedrivningerne af i alt seks blokke vil Bispehaven leve op til lovkravet om, at maksimum 40 procent af boligerne er almene familieboliger i 2030.
I alt skal 318 lejligheder rives ned i Bispehaven, og 300 familier skal finde et andet sted at bo. Der vil til gengæld blive bygget private boliger i området i det vestlige Aarhus.
Vil genhuse beboere
Aftalen vil få stor betydning for Bispehavens beboere. Boligorganisationernes 5. kreds forpligter sig derfor til at stille det nødvendige antal boliger til rådighed.
Det betyder, at alle beboere, der skal genhuses, får tilbudt en ny permanent, passende almen bolig.
- Beboerne er sikret genhusning i en passende bolig. Der er alle boligforeninger i Aarhus trådt til. Vi har omkring 47.000 almene boliger, som betyder, at de (de ramte beboere fra Bispehaven, red.) får bolig andre steder i byen, siger Jacob Bundsgaard.
Samtlige partier i Aarhus Byråd undtagen Enhedslisten vedtog i sommer et forlig om udsatte boligområder, som danner baggrund for den endelige aftale.
Visionen er, at Bispehaven i 2030 er en integreret del af et nyt lokalområde i bydelen Hasle, der skal bestå af en række mindre kvarterer med mange slags boliger, bygninger og mennesker.
Der er endnu ingen aftale for Gellerup/Toveshøj, som er kommunens andet ghettoområde, hvor Aarhus Kommune ønsker af få revet 600 boliger ned.