Forfatteren Louise Østergaard blev i dag idømt fem måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste for sin affære med digteren Yahya Hassan, da han var 16 år gammel.
Den tidligere lærerinde er dømt for at have misbrugt sin stilling som hans kontaktperson, mens den unge digter var anbragt på opholdsstedet Solhaven i Farsø.
Hverken Louise Østergaard eller sagens anklager ønsker at anke dagens dom.
Har selv skrevet om forholdet i bog
Louise Østergaard og Yahya Hassan mødte hinanden, da hun var hans lærer og kontaktperson, mens han var anbragt på opholdsstedet Solhaven i Farsø.
Det udviklede sig til et seksuelt forhold, som Yahya Hassan har skrevet om i nogle af sine digte og som også Louise Østergaard omtaler i sin bog "Ord", som udkom tidligere i år.
Risikerede op mod fire års fængsel
Nordjyllands Politi havde tiltalt Louise Østergaard for overtrædelse af paragraf 219 og 223, der blandt andet omhandler personer, der har samleje med en ung, der er anbragt på et opholdssted, hvor den anklagede er ansat.
Begge paragraffer kan give op mod fire års fængsel.