Uddannelsesloft: Studerende dropper ud sent i uddannelsen

Som en konsekvens af uddannelsesloftet går flere studerende ikke til eksamen - for kun på den måde kan de tage en ny uddannelse.

27-årige Simon Rysbjerg Christoffersen droppede ud af pædagoguddannelsen lige før sin eksamen. Han ville hellere være socialrådgiver. På grund af uddannelsesloftet må han ikke tage to uddannelser på samme niveau.

Flere studerende dropper ud sent i uddannelsen.

Årsagen er regeringens uddannelsesloft, som betyder, at man ikke kan tage to uddannelser på samme niveau.

Tendensen mærkes på professionshøjskoler landet over, blandt andet University College Nordjylland.

- Jeg har ligget søvnløs mange nætter, siger 27-årige Simon Rysbjerg Christoffersen.

Han studerede på UCN og manglede kun sin bacheloropgave, før han var færdig med uddannelsen til pædagog.

Efter pædagoguddannelsen, havde Simon Rysbjerg Christoffersen planer om at læse til socialrådgiver.

Men så blev regeringens uddannelsesloft vedtaget.

- Enten skulle jeg blive på pædagoguddannelsen og uddanne mig færdig og så måske være i tvivl og ikke rigtig brænde for det. Eller også skulle jeg droppe ud, have spildt tre et halvt år, men så starte på en uddannelse, som jeg egentlig hellere ville. Jeg valgte det sidste.

Ifølge Lene Zakarias, der er studiechef på UCN, er flere studerende droppet ud på grund af uddannelsesloftet.

- Det gælder studerende, som ikke kan mikse de eksamener, de helst vil ende med af hensyn til deres karriere - eller studerende, som tvivler på, om de har valgt den rette uddannelse.

Lene Zakarias har kendskab til en håndfuld elever, som allerede nu har meddelt, at de ikke går op til eksamen på grund af uddannelsesloftet.

- Vi synes selvfølgelig, det er rigtig ærgerligt. at unge mennesker bruger så lang tid på at uddanne sig - for så at droppe ud på grund af de regler her. Så får de jo ikke den erhvervskompetence, som en uddannelse giver.

Pædagoger ligger nummer to over faggrupper, som hyppigst skifter spor, ofte som socialrådgivere, folkeskolelærere og sygeplejersker. (Foto: © Grafik: Morten Fogde Christensen, DR Nyheder)

Uddannelsesloftet gælder for uddannelser, der begynder til sommer. Det skønnes, at det kommer til at ramme mindst 900 studerende, som ellers ville have taget uddannelse nummer to.