Tillidsrepræsentanter skal ikke føle sig lige så sikre i sædet som hidtil.
I Mariagerfjord Kommune har seks tillidsrepræsentanter fået et fyringsvarsel i en større sparerunde, og det har fået fagforbundene til at true med en retssag i torsdagens udgave af Nordjyske Stiftstidende.
Men sådanne sager bliver måske ikke usædvanlige i fremtiden.
Der er nemlig en tendens til, at kommunerne i højere grad end tidligere forsøger at komme af med tillidsfolk, når de skal spare, vurderer arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.
- Vi har set, at arbejdsgiverne stiller krav til at reducere antallet af tillidsrepræsentanter. Det gør de, fordi de mener, at der er for mange i den offentlige sektor, fortæller Lauge Høgedahl.
Kommunerne har i følge Lauge Høgedahl forsøgt at begrænse antallet i overenskomsterne, men de har ikke haft stor succes med det. Derfor tyr kommunerne altså til andre metoder, vurderer forskeren.
- Så kan man forsøge at fyre dem. Det kan vi se, at man har for søgt sig med forskellige steder, og det har man måske lidt mere held med, siger Laust Høgedahl.
Tager det som et angreb
De potentielle fyringer i Mariagerfjord Kommune kommer efter, at en spareplan på 123 millioner ser ud til at koste 42 medarbejdere i kommunen jobbet.
Heraf er seks medarbejdere tillidsrepræsentanter, og det har fagforeningerne taget som et angreb på dem.
- Deres organisation, Kommunernes Landsforening, har jo tit sagt, at der var for mange tillidsfolk, der var beskyttede, så derfor har man nu set, om man ikke kan komme af med nogle af dem, siger Kenn Andreasen, der er formand for FOA i Mariagerfjord Kommune.
Han mener ikke, at det er naturligt, at der ryger seks tillidsfolk, når der i alt skal fyres 42 personer.
- Hvis man nu havde lukket en hel institution, var det jo naturligt, at man også havde fyret tillidsrepræsentanterne. Men her har man jo plukket rundt, mener Kenn Andreasen, der fører forhandlingerne om de seks tillidsrepræsentanter på vegne af de fem ramte fagforbund i kommunen.
Hverken Mariagerfjord Kommunes borgmester Mogens Jespersen (V) eller Kommunernes Landsforening ønsker at kommentere sagen.