Syv kommuner kan lægge bygninger til ny politiskole

Ifølge Rigspolitiet har syv kommuner de bygningsfaciliteter, der skal til for at huse en ny politiskole.

Den nye politiskole skal efter planen stå klar i 2018. (Foto: © Dr Fyn, DR FYN)

I alt 32 kommuner har vist interesse for at lægge hus til den kommende politiskole.

Men nu er feltet tilsyneladende indsnævret til bare syv. Det viser et brev, som Rigspolitiet har sendt til alle 32 kommuner.

Blandt de udvalgte er Frederikshavn, og det er borgmester Birgit Hansen (S) ovenud tilfreds med.

- Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Vi er et god bud, og vi har virkelig lagt os i selen for at pege på de fortræffeligheder Frederikshavn og hele regionen har med motorveje, lufthavn, billige boliger og så videre, siger hun.

Udvælgelsen af de syv kommuner sker på baggrund af vurderinger på de bygninger, som kommunerne vil stille til rådighed. Her vurderer Rigspolitiet, at otte bygninger i syv kommuner kan opfylde kravene på tilstrækkelig vis.

Udover Frederikshavn gælder det Ikast-Brande, Haderslev, Holstebro, Skanderborg, Sønderborg og Vejle.

Justitsminister Søren Pind har dog tidligere bebudet, at politiskolen kan få til huse i et helt nye bygninger.

Vælger politikerne i sidste ende at sende politiskoleelever til toppen af Jylland, vil det skabe stor værdi for området, mener Birgit Hansen.

- Det betyder rigtig meget at have uddannelser. Det betyder unge mennesker, kursusgæster, omsætning, liv, og det betyder bosætning, siger hun.