Stort datalæk: Dansker i kontakt med amerikansk højreekstremistisk gruppe

Bekymrende, at danskere opsøger medlemmer af højreekstremistiske grupper, siger ekspert.

Danskere har i flere år været aktive på det højreekstremistiske forum Iron March. (Foto: © Collage: Ingeborg Munk Toft, Originalfoto: Fabian Grohs)

- Nogle af os danskere her på forummet er ved at starte en ny gruppe op inspireret af AtomWaffen.

Sådan skriver en dansker med brugernavnet Anti-Gay i en privat besked på det højreekstremistiske forum Iron March.

Beskeden er sendt i august 2016 og fortsætter:

- Har du måske nogle gode råd, du vil dele, som leder af AtomWaffen?

Beskeden er sendt til en amerikansk mand med brugernavnet Odin. Bag det brugernavn gemmer sig den 22-årige Brandon Russell, som var en af de stiftende medlemmer af den nynazistiske gruppe AtomWaffen Division.

Medlemmer af gruppen sættes i dag i forbindelse med fem drab. Blandt andet på den homoseksuelle og jødiske 19-årige mand Blaze Bernstein, der blev stukket ihjel i USA sidste år.

Andre medlemmer af gruppen har åbenlyst opfordret til vold og terroraktioner.

Den amerikanske nonprofitorganisation Southern Poverty Law Center har igennem flere år monitoreret hadgrupper i USA, og kalder AtomWaffen Division en terrororganisation.

Her ses et udpluk af de beskeder som "Anti-Gay" og "Odin" (Brandon Russel fra AtomWaffen Division) sender til hinanden. (Foto: © Grafik: Ingeborg Munk Toft, (C) DR Nyheder)

Brandon Russell sidder i dag fængslet - dømt for besiddelse af hjemmelavede sprængstoffer fundet i hans hjem i 2018.

Kort efter ovenstående beskedudveksling aftaler Brandon Russell og danske Anti-Gay at tale videre via Skype. Den dansker bruger skriver i beskeder til andre brugere, at han kommer fra Aalborg.

Ti danske brugere

Beskederne mellem danske Anti-Gay og Brandon Russell er en del af lækket data fra det højreekstremistiske forum Iron March.

I starten af november i år gjorde en anonym person data fra Iron March frit tilgængeligt online. I de mange filer gemmer sig blandt andet oplysninger om forummets mere end 1.600 brugere samt private beskeder sendt frem og tilbage i forummets beskedsystem.

- Det giver et meget ærligt indblik i, hvad der foregår bag facaden i de højreekstreme grupper, som er en stigende bekymring i disse år, siger Chris Holmsted Larsen, der er postdoc ved Nationalt Center for Forebyggelse af Ekstremisme.

(Foto: © Grafik: Ingeborg Munk Toft, (C) DR Nyheder)

DR har gennemsøgt det lækkede data og har identificeret mindst ti danske brugere ved hjælp af IP-adresser og beskeder skrevet på dansk. De fleste af brugernes identiteter er ukendte og kun en enkelt af de brugere, DR har kontaktet, har svaret på henvendelserne.

Iron March dukkede første gang op i 2011, men lukkede pludseligt i 2017. På forummet var der aktive brugere fra hele verden. Den amerikanske gruppe AtomWaffen Division opstod på forummet, men også andre grupper som Den Nordiske Modstandsbevægelse - bedre kendt som Nordfront - var at finde på forummet.

Chris Holmsted Larsen mener, der er grund til bekymring over, at der findes danskere, som aktivt opsøger ledende medlemmer af grupper som AtomWaffen Division, der ikke bare taler om vold - men også udøver vold og planlægger terroraktioner.

- Det er faktisk nogle meget ekstreme grupper, vi har med at gøre. At der er danskere, som associerer sig med de her grupper - eller ligefrem forsøger at knytte an til dem og oprette noget, der måske kunne ligne en dansk afdeling, synes jeg i hvert fald fra et forskningsperspektiv - vækker bekymring, forklarer han.

Den bekymring deler Cathrine Thorleifsson. Hun er forsker ved det norske Center for ekstremismeforskning ved Oslo Universitet.

- Det er en farlig gruppe, hvor potentialet for vold er højt. Det viser også, at der er transatlantiske forbindelser mellem miljøer i USA og Danmark og Skandinavien, hvor de udveksler inspiration og finder næring til deres morderiske ideer, siger hun.

En del af Den Nordiske Modstandsbevægelse

I beskederne mellem brugerne på forummet fremgår det, at de danske brugere også aktivt forsøger at skabe kontakt imellem hinanden. I beskederne diskuterer de blandt andet deres forbindelser til Den Nordiske Modstandsbevægelse og Danmarks Nationale Front, der er en nationalistisk bevægelse på den ekstreme højrefløj. En bruger påstår desuden i en besked at være medlem af Danskernes Parti.

I en beskedudveksling mellem Anti-Gay og en anden dansk bruger, fortæller Anti-Gay, at han og en mindre gruppe folk fra Nordjylland er en del af Den Nordiske Modstandsbevægelse.

De danske medlemmer fortæller i beskeder, at de bor rundt omkring i hele landet. De fleste er tilsyneladende unge mænd. Alderen spænder fra 19 år til starten af 20'erne.

Inspireret af propagandametoder

Meget af snakken mellem de danske brugere handler om, hvordan de kan mødes og lave såkaldt aktivisme. Af beskederne fremgår det, at det blandt andet refererer til at hænge klistermærker op rundt omkring i landet. Brugeren Anti-Gay skriver i beskeder, at han særligt er meget inspireret af AtomWaffen Divisions propagandametoder. Metoder, som ifølge Chris Holmsted Larsen er meget ekstreme.

- Propagandaen er virkelig grov og meget voldelig, men det er ikke noget, vi har set manifestere sig i en dansk sammenhæng endnu. Men hvis der er danske højreekstremister, som er begyndt at orientere sig i den retning, er det måske en indikator på, hvad der kunne være på vej, siger han.

Anti-Gay beskriver særligt, at han er inspireret af AtomWaffen Divisions aktioner mod amerikanske universiteter, hvor gruppen har hængt plakater og klistermærker op for at tiltrække unge medlemmer.

I beskederne er det tydeligt, at brugerne er årvågne og påpasselige med ikke at udveksle for mange beskeder på forummet. I flere tilfælde aftales det, at samtalerne skal fortsætte på Skype eller computerspilsplatformen Steam.

Overvågningsliste her kommer jeg :-D

Kort inden Iron March lukker i 2017 deler Brandon Russell en pdf-fil, der indeholder en bog skrevet af en tidligere amerikansk soldat. Den beskriver, hvordan muslimske paramilitære grupper kæmper i krig og læses af soldater i den amerikanske hær, inden de udsendes.

Ifølge Southern Poverty Law Center beviser det, hvor farlig Iron March var blevet, kort før det lukkede. Bogen blev ifølge centeret delt i højreekstremistiske kredse som læsestof for unge hvide mænd, der fantaserer om at nedbryde den liberale stat med vold.

Fire minutter efter Russell delte pdf-filen, svarer den danske bruger Anti-Gay, som i en tidligere besked til Brandon Russell hævder, at han deltager i militærøvelser:

- [Terror] overvågningsliste her kommer jeg :-D.

(Foto: © Grafik: Ingeborg Munk Toft, (C) DR Nyheder)

Sker ikke kun på skumle digitale platforme

Siden Iron March lukkede tilbage i 2017, er der skudt mange nye platforme op, hvor højreekstremister stadig mødes og taler sammen.

Og det sker ifølge Chris Holmsted Larsen ofte mere eller mindre åbenlyst på i forvejen kendte steder rundt omkring på internettet.

- Det sker ikke kun på skumle digitale platforme. Det sker også i helt almindelige internet-foraer og på digitale platforme som Twitter, YouTube, Facebook og i computerspil, hvor børn og unge bevæger sig, og hvor højreekstremister også hverver, siger han.

Ifølge Chris Holmsted Larsen beskæftiger både myndigheder og forskningsinstitutioner herhjemme og i udlandet sig i disse år netop med, hvad man skal stille op mod den udvikling.

- Det sker i erkendelse af, at mange af de terrorangreb, vi ser i dag - og meget af den radikalisering, vi ser i dag - er noget, der foregår online, forklarer han.

- Det kræver overnationale eller internationale samarbejder for at løse det her problem. Det er ikke noget, der bare kan løses i en national sammenhæng.

DR har kontaktet PET og spurgt, om de kender til Iron March, forummets danske medlemmer og forbindelsen mellem en dansk bruger og stifteren af AtomWaffen Division, Brandon Russell.

I et svar til DR forklarer PET, at man ikke kommenterer på konkrete personer eller organisationer. Her henviser man i stedet til Center for Terroranalyses årlige vurdering af terrortruslen mod Danmark.

Heri står der blandt andet, at "Center for Terroranalyse vurderer, at terrortruslen fra politisk ekstremistiske miljøer i Danmark er begrænset, men at truslen fra personer med sympati for højreekstremisme er øget."