Sommerhusejer sigtet i sag om ulovlig kystsikring ved Lønstrup

Nordjyllands Politi har sigtet to mænd på 66 og 37 år for overtrædelser af lovgivningen.

Sådan så det ud efter at gerningsmænd i december havde kørt sand og beton ud over klitten. (Foto: © Jesper Nørgaard Thomsen, DR Nórdjylland)

Op mod jul sidste år blev et fredet kystområde nær en klynge af sommerhuse syd for Lønstrup på ulovlig vis dynget til med sand og beton.

Det skete i et forsøg på at forstærke kysten, så havet ikke skulle få jorden til at forsvinde under sommerhusene.

Nu har Nordjyllands Politi sigtet to mænd på henholdsvis 66 og 37 år samt en grundejerforening i sagen.

- Manden på 66 år ejer et sommerhus deroppe og er i familie med den 37-årige. Og så har vi sigtet en grundejerforening i området, oplyser efterforskningsleder og vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi Frank Olsen.

Ved den ulovlige handling blev et areal på størrelse med to fodboldbaner jævnet ud, da store mængder af sand og buske blev skubbet ud over skrænten.

Efterfølgende blev der hældt beton udover stedet, som ellers er fredet som internationalt naturbeskyttelsesområde i forbindelse med Rubjerg Knude og Lønstrup Klint.

Den ulovlige kystsikring er efter alt at dømme iværksat i et forsøg på at beskytte sommerhusene i området, så de ikke ender i vandet, som følge af at bølgerne ved efterårs- og vinterstormene hiver store klumper af kysten med sig ud i havet.

En entreprenør hjalp med at udføre arbejdet, og lige nu er politiet ved at finde ud af, om han og også leverandøren af betonen skal sigtes i sagen.

- Der foregår lige nu en juridisk vurdering af, om de også skal sigtes for medvirken til den ulovlige kystsikring, fortæller Frank Olsen.

Overtrædelser af kystbeskyttelseslovgivningen og naturbeskyttelsesloven kan betyde store bøder på adskillige tusinder kroner, og derudover kan de sigtede få et påbud om at rydde op på kysten, så den igen lever op til sin fredning.

De to personer ønsker ifølge Nordjyllands Politi ikke at udtale sig.

Tidligere er 12 grundejere i området af Kystdirektoratet blev bedt om at fjerne den ulovlige kystsikring igen.