Prøverne på Aalborg Teaters nye forestilling ’Aftenlandet’ er denne eftermiddag i fuld gang på den lille scene.
Historien udspiller sig på en motorvejscafé et sted i Europa, hvor en mængde rejsende fra forskellige lande er holdt ind, mens en stadig større gruppe flygtninge samler sig på parkeringspladsen udenfor.
I teaterstykket er der både kyssescener og også flere voldelige optrin, men alt hvad der foregår på gulvet sker i forståelse med de andre skuespillere og dem, man skal optræde for.
- Jeg har en lang kyssescene med en kollega i den her forestilling, og det er noget med at kigge hinanden i øjnene og tale om tingene, så vi er trygge ved det, vi gør, siger skuespiller Marie Knudsen Fogh.
- Når man har skullet øve enten intime eller voldelige scener, så har jeg oplevet stor respekt for, at man har været interesseret i at gribe det an, så begge parter er trygge ved det.
Trygheden i det danske teatermiljø som sådan er imidlertid til at overse.
241 kvindelige medlemmer af det Dansk Skuespillerforbund fortæller i en undersøgelse til dagbladet Politiken, at de har oplevet at være blevet udsat for krænkelser fra deres overordnede.
Det er aldrig sket for Marie Knudsen Fogh, men hun har det forfærdeligt med, at det er sket for så mange af hendes kolleger.
- Det er på tide, at der bliver sat fokus på det. Det er generelt for hele samfundet, men man er måske mere udsat som skuespiller, fordi man bruger sig selv så meget, siger hun.
Samme holdning har Ditte Marie Pedersen, der går i 3.G på gymnasiet og er skuespillerspire på Aalborg Talentakademi og skuespiller ved Det Hem’lige Teater.
Historierne om overgreb har også gjort indtryk på hende.
- Det er helt klart noget, der påvirker mig. Det er en branche, hvor man er meget åben med sin krop, og der er man nødt til at tage stilling til, hvor langt man vil gå og sætte et ben i jorden, når det er for meget, siger hun.
Fra Dansk Skuespillerforbunds side vil man nu samle kræfterne i branchen og lave en plan for, hvordan man undgår nye tilfælde med krænkelser og overgreb, og sikrer at skuespillerne føler sig trygge i miljøet.
Det siger Katja Holm, formand for foreningen:
- Sammen med producentforeningen og andre interessenter vil vi samle hele branchen for at få talt om, hvad vi kan gøre, så der bliver et bedre psykisk arbejdsmiljø. For der er ingen, der skal udsættes for seksuelle krænkelser på deres arbejde.