- Det er jo fuldstændig horribelt, at skulle betale skat af en grund, der ikke er der.
Sådan siger Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen, der opfordrer SKAT til af egen drift at tage sagerne om de forsvundne sommerhusgrunde op.
Lodsejer: Vi er fuldstændig retsløse
Flere af de sommerhusejere ved Nørlev Strand i Hjørring Kommune, der har mistet hus og størstedelen af deres grund, finder det urimeligt, at de fortsat skal betale grundskyld til kommunen.
En af dem er Christian Hartmann. For hans vedkommende drejer det sig om over 10.000 kroner om året, som han skal betale frem til næste ejendomsvurdering, selv om store dele af hans grund er forsvundet i bølgerne
- Vi er jo fuldstændig retsløse i den her sag, siger Christian Hartmann.
Først klagemulighed i 2018
SKAT er ved at udvikle et nyt ejendomsvurderingssystem og de nuværende regler giver ikke mulighed for at sommerhusejerne kan klage og slippe billigere eller helt for grundskyld før i marts 2018.
Men SKAT har en mulighed for at gå ind i sagerne af egen drift, siger Venstres Torsten Schack Pedersen.
- Hvis SKAT ikke skulle genoptage lige netop den her type sager, så ved jeg ikke, hvad SKAT så skulle kunne genoptage. Det her er jo åbenlyst urimeligt, siger han.
Borgmester: Det er jo ligesom ved stormflod
I Hjørring Kommune, hvor mange grunde er udsatte, er den socialdemokratiske borgmester, Arne Boelt, enig.
- Det her er ligesom når der er stormflod, og man er nødt til at gøre noget helt andet end det, lovgivningen siger, påpeger borgmesteren.
Han har bedt om et møde hurtigst muligt med Økonomi- og Indenrigsminister Morten Østergaard (R) om sagen.
Aktuelt er to sommerhuse styrtet i havet ved Nørlev Strand og fem andre er på vej efter stormen Egon.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren.