Det tog kun en enkelt nat og en teknisk fejl i en tørretumbler, da det gamle træhotel Svinkløv Badehotel brændte ned til grunden den 26 september 2016.
Genopbygningen derimod er en lang og omfangsrig proces, men i dag blev der taget et markant og meget synligt skridt i genopbygningen, da tegningerne til det nye badehotel blev præsenteret på Utzon Center i Aalborg.
Bag dem står arkitektfirmaet Praksis Arkitekter, der i de seneste måneder har arbejdet tæt sammen med forpagterparret og fonden bag badehotellet for at få planerne for et nyt hotel på plads.
- Vi har brugt meget tid på at tale om, hvad Svinkløv var for en størrelse, og hvad der gjorde det særligt og specielt. De tanker har været inde over alle beslutninger, vi har truffet, og vi har talt længe om alle detaljer, for vi skal have det gamle Svinkløv med, fortæller forpagter Louise Toft-Hansen.
Resultatet er et nyt hotel, der til forveksling ligner det gamle, men med detaljer og justeringer, der skal gøre hotellet mere tidssvarende.
Badehotellet får blandt andet et nyt køkken, der vil være 'state-of-the-art' med masser af plads og gode kølefaciliteter, en fuldt udbygget kælderbygning, og så bliver der gjort plads til flere vinduer, som skal give naturen og lyset lejlighed til at skabe liv i rummene.
Interiøret er der ikke meget at fortælle om endnu, men det vil blive en blanding af nyt og gammelt, fortæller Louise Toft-Hansen.
For forpagterparret, der desuden består af Louises mand, Kenneth Toft-Hansen, har det været en omtumlet, men også spændende rejse at få sat ord og billeder på det nye hotel.
- Det har været en virkelig interessant udvikling fra den tragiske hændelse (på brandnatten red.) og til der, hvor vi står nu, fortæller Louise Toft-Hansen.
- Jeg tror, at folk vil tænke 'ahh, nu har vi det gode gamle Svinkløv tilbage', siger hun.
Det nye Svinkløv Badehotel ventes at stå klar ved begyndelsen af sæsonen 2019 - nærmere bestemt mellem påske og pinse.