Når en å går over sine bredder, er det ikke nødvendigvis kun regnvand, der løber ud på markerne.
Landmændene ved Landbækken syd for Aalborg døjer med kloakvand fyldt med brugte bleer og bind og nu har de fået nok.
Landmand Søren Svendsen fra Sønder Tranders har sammen med sine naboer i Vandløbslauget for Landbækken sendt et brev til alle 31 medlemmer af Aalborg Byråd.
- Oversvømmelserne bliver efterhånden hyppigere og hyppigere. Tilbage i tiden kunne der går flere år imellem, men nu de seneste tre-fire år har vi haft dem hvert år.
Ifølge landmændene vil kommunen ikke rense vandløbet for at undgå oversvømmelser
Det vil få alvorlige konsekvenser, advarer Søren Svendsen.
- På et tidspunkt er der nok nogle marker, man simpelthen må opgive.
Tæt på Landbækken bygges der nyt sygehus, nye boliger og nye veje. Det betyder ifølge beregninger, at endnu mere regnvand vil strømme fra asfalten ned i åen og øge risikoen for oversvømmelser.
Derfor skal kommunen hjælpe landmændene, mener medlem af Aalborg Kommunes miljø- og energiudvalg Lars Peter Frisk fra Venstre.
- Man er simpelthen nødt til at tage det her alvorligt. Det skal man gøre.