I fremtiden kan de store brande få lov til at flamme længere.
For kommende besparelser vil svække brandindsatsen, mener formanden for Region Nordjyllands beredskabschefer.
Landets kommuner er igang med at gennemføre den beredskabsreform, folketinget vedtog sidste år. Den indeholder årlige besparelser på godt 75 millioner kroner.
Ringere udstyr
Og formanden for de nordjyske beredskabscheferne Per Vedsted frygter, at det vil føre til fyringer og ringere brandslukningsudstyr.
- Det der rykker ud for de enkelte stationer, det får en anderledes karakter, i form af færre køretøjer og en anden type af køretøjer der rykker ud, siger Per Vedsted.
Et svækket beredskab vil være længere om at slukke brande. Og det kan betyde større materielle skader, når ilden får fat.
- Så vil det koste værdier, fordi branden jo bliver afgrænset og ikke får mulighed for at brede sig, men den får lov til at buldre videre, hvor den er, siger Per Vedsted.
Leverer ikke samme ydelse
Beredskabschef i Aalborg Kommune, Jørgen Pedersen er enig. Reformen kan ikke undgå at svække brandindsatsen.
- Du kan ikke pille femten procent ud af et budget, og så forvente at man kan levere den samme ydelse. Det er logik, siger Jørgen Pedersen.
Reformen skal gennemføres inden årskiftet.