Pårørendeforening efter psykisk sygs selvmord: Et systemsvigt af format

Bedre Psykiatri er rystet over, at Psykiatrisk Skadestue afviste at indlægge en selvmordstruet kvinde, som nu er død.

- Det er helt uhørt, og må simpelthen ikke ske, siger Birgit Elgaard, der er landformand for foreningen Bedre Psykiatri. (© (C) DR Nordjylland)

Pårørendeforeningen Bedre Psykiatri er rystet over, at en stærkt selvmordstruet, 50-årig kvinde gentagne gange blev sendt hjem fra Psykiatrisk Skadestue i Aalborg, som ikke ville indlægge hende på en lukket afdeling.

4. december 2015 begik kvinden selvmord ved at springe ud fra 4. sal i sin lejlighed i Aalborg.

- Jeg er målløs. Det er et systemsvigt af format, siger Birgit Elgaard, der er landformand for Bedre Psykiatri.

Marianne Wammen ankom to gange i ugerne op til sin død til Psykiatrisk Skadestue med politieskorte efter at være blevet reddet fra at springe ud af sin lejlighed. Men personalet ville ikke indlægge hende på en lukket afdeling.

- Det er helt uhørt, og det må simpelthen ikke ske, siger Birgit Elgaard.

Marianne Wammen led af personlighedsforstyrrelsen borderline. Hun var kendt i det psykiatriske system og havde derfor også en såkaldt kriseplan, som Psykiatrien i Nordjylland selv havde været med til at udarbejde.

I den stod, at hun skulle indlægges med døgnovervågning på den lukkede afdeling, når hun følte sig selvmordstruet. Alligevel blev hun sendt hjem fra Psykiatrisk Skadestue gentagne gange i ugerne op til sin død. 4. december 2015 begik hun selvmord.

Vicedirektør for Psykiatrien i Aalborg Jan Mainz vil ikke udtale sig konkret om sagens forløb med henvisning til Sundhedslovens regler om tavshedspligt. Men han siger, at man vil prøve at lære af sagen.

- Når der sker så tragisk en sag, påvirker den også os i psykiatrien. Den giver anledning til, at vi meget nøje analyserer hele forløbet for at undersøge, om vi fremadrettet kan gøre det bedre, siger Jan Mainz.

Psykisk syge i Danmark:

  • Hver femte dansker rammes i løbet af livet af en psykisk sygdom.

  • Hver anden familie kommer på et tidspunkt i kontakt med det psykiatriske behandlingssystem.

  • Cirka 40.000 mennesker lider af svære psykoser.

Kilde: Danske Regioner