- Vi er klar til at påtage os opgaven. Ikke bare for vores egen skyld, men også for dem, der kan få glæde af planten.
Landmand Hans Christian Holst fra Asaa ser positivt på muligheden for nu at kunne dyrke cannabis på sine marker.
Og han er ikke den eneste.
Som formand for landbrugsorganistationen LandboNord har han taget imod flere henvendelser fra landmænd, der gerne vil undersøge mulighederne i en ny afgrøde.
- En del af forklaringen er, at der i øjeblikket er et stort pres på hveden, fordi der er for meget af den, og omlægningen til en ny afgrøde kan være med til at afhjælpe presset på de øvrige.
Ser det som en samfundsansvar
Fra 2018 kan særligt udvalgte patienter i forbindelse med en ny forsøgsordning få lov til at bruge medicinsk cannabis i deres behandling.
Hans Christian Holst mener også, at de danske landmænd bør påtage sig opgaven af hensyn til de personer, der kan bruge planten som smertelindring.
- Jeg ser cannabis som en samfundsopgave. Hvis der er personer, der kan få glæde af det her rent medicinsk, så synes jeg godt nok, det er vores pligt at gå i gang med det. Lige så vel som det er vores opgave at producere alle de fødevarer, der skal bruges.
Også Agri Nord er blevet kontaktet angående muligheden for at dyrke medicinsk cannabis.