Måske skulle regeringen skele til Sygehus Vendsyssel, når den gerne vil afskaffe madspild på sygehuse og plejehjem.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil madspild til livs. Derfor slipper hun et hold af "madspildsjægere" løs, der skal hjælpe private og offentlige storkøkkener og kantiner med at undgå, at god mad ender i skraldespanden.
Madspildsjægerne kunne passende tage på inspirationstur til Hjørring. På Sygehus Vendsyssel har de nedbragt mængden af madspild fra 27 til 18 procent
Sygehus Vendsyssel har i flere år arbejdet på at mindske madspildet - og det kræver tålmodighed, siger Mona Stenskrog, afdelingsleder i køkkenet.
- Jeg synes ikke, det har været nemt, men vi har haft fokus på det i de her fire år, der er gået. Vi har ændret det rigtig meget.
Da projektet begyndte i Hjørring for fire år siden blev 27 procent af al mad kasseret - siden er udbuddet skåret ned, og afdelingerne er blevet bedre til at bestille i køkkenet.
- Foreksempel havde vi et kæmpe sortiment af mælkeprodukter. Det har vi nu reduceret - uden at patienterne mærker forskellen, siger Mona Stenskrog.
Hun siger, at køkkenet stadigvæk arbejder med at reducere madspildet endnu mere.
- Vores problem er, at afdelingerne skal rekvirere maden dagen før - og det kan godt være svært at vide, hvor mange patienter der er i morgen til middag. Så vi kommer aldrig helt i bund, men vi er på rette vej.
136.000 portioner uspist mad - om måneden!
Før Sygehus Vendsyssel satte fokus på madspildet blev der hvert år rekvireret 136.000 portioner mad, der ikke blev spist. Det tal er nu 20.000 per år.
Hvert eneste år ryger 20.000 ton mad direkte i skraldespanden på landets storkøkkener.
Ifølge Landbrug & Fødevarer koster madspildet danskerne 11,6 milliarder kroner om året.