Som nyheden om branden på Svinkløv Badehotel har spredt sig i løbet natten og morgenen, er flere lokale mødt op for at bevidne tabet af det 90 år gamle hotel med egne øjne.
Deriblandt Ejler Winkel, der bor blot tre kilometer fra stedet. Tidligt i morges blev han ringet op af sin datter i Aarhus, der havde hørt den sørgelige nyhed.
- Konen og jeg sagde til hinanden, at det passer ikke. Jeg skyndte mig at køre herned, og så kunne jeg se, at det gjorde det. Man er lige ved at begynde at græde, det gør så stort et indtryk, siger Ejler Winkel.
Han sidder også i det lokale byråd i Jammerbugt Kommune.
Som mange andre i området og rundt i landet er han dybt berørt efter nattens begivenheder, der har efterladt Svinkløv Badehotel så godt som nedbrændt.
- Det er et kæmpe stykke kulturhistorie, der nu forsvinder. I løbet af én nat er det hele væk. Det berører alle, og det gør så ondt i hjertet, når man tænker på al den glæde, det har skabt, siger han.
Selv har Ejler Winkel i mange år fisket i havet ud for hotellet, hvor han haft en lille garage med fiskegrej.
Han håber og tror, at badehotellet på et tidspunkt vil genopstå.
- Vi kan ikke undvære det, siger Ejler Winkel.
- Den ånd og atmosfære, der har været hernede. Hvad vi ikke har mødt af gæster, der med taknemmelighed og begejstring har fortalt om det her sted. Det har været så fantastisk, siger han.
Svinkløv Badehotellet stod indtil i nat som Danmarks største træbygning.