Der er så stor usikkerhed omkring MRSA-bakterien, at rådgivningstjenesten hos Statens Serum Institut knap kan følge med.
- Når jeg går ud af november, så har jeg nok holdt foredrag for omkring 3000 landmænd, siger Tinna Urth, der er hygiejnesygeplejerske hos Statens Serum Institut.
Hun rejser i øjeblikket landet tyndt for at oplyse om MRSA-bakterien. Og blandt svineproducenterne er man meget interesseret i at vide mere.
Også familien er usikker
- Jeg oplever en enorm stor søgning fra landbruget for mere information om hvad MRSA er og hvad det er, man skal være opmærksom på, siger Tinna Urth.
Og det er ikke kun svineproducenterne selv, der gerne vil vide mere.
Tove Hanghøj fra Dybvad i Vendsyssel er gift med en svineproducent.
- Jeg synes, det er rigtig svært at finde ud af, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, siger hun.
Søger fakta
Parrets plan er derfor at deltage i et af de kommende informationsmøder i Brønderslev.
- Vi håber helt klart, at vi får noget fakta. Hvordan er det, det smitter? Og hvordan er det, vi skal forholde os, siger hun.