Vi ved alt for lidt om, hvordan vi kommer til skade i trafikken,og det koster på sikkerheden.
Kun hver femte færdselsuheld bliver indberettet og optræder i de officielle statistikker.
Derfor har trafikforskerne på Aalborg Universitet sat gang i projekter, der skal belyse de trafikale mørketal, forklarer trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet.
- Det skal helst forebygge flere ulykker, end vi gør i dag, hvor man kan sige, at vi risikerer at prioritere skævt og bruge en masse penge på at forebygge nogle få ulykker, siger han.
Det får opbakning fra dokumentationschef i Rådet for Sikker Trafik Jesper Sølund.
- Specielt, når vi taler om bløde trafikanter, har vi rigtig mange alvorlige skader, som vi ikke kender til, siger han.
Det får ifølge trafikforsker Harry Lahrmann politikerne til at træffe forkerte beslutninger.
Derfor er han overbevist om, at trafiksikkerheden bliver bedre, hvis vi bliver i stand til at sætte det lange lys på mørketallene.
Det er tal fra skadestuerne, der får forskerne til at konkludere, at kun omkring 20 procent af trafikuheldene bliver registreret. For uheld med bløde trafikanter er det helt ned mod fem procent af de uheld, der bliver registreret.
Projekterne kommer blandt andet til at foregå i samarbejde med skadestuerne. I dag er det politiets indberetninger, der afgør, hvor mange ulykker, der kommer med i de officielle statistikker.