Det haster med en redningsplan for de truede sommerhuse ved vestkysten.
Politikerne i Hjørring kontakter i dag miljøministeren og økonomi- og indenrigsministeren for at afklare mulighederne.
- Vores bøn til dem er, at de prøver at hjælpe os igennem det her, og også prøver at se, hvilke muligheder der er for at løse nogle af de her store problemer, sommerhusejerne står i, siger Ole Ørnbøl (S), formand for teknik- og miljøudvalget i Hjørring Kommune.
Har brug for erstatningsgrunde
Efter stormene Dagmar og Egon er to sommerhuse faldet i vandet og fem andre hænger helt ude på kanten.
Kommunen vil gerne have mulighed for at udvide sommerhusområdet ved Nørlev Strand, så det bliver muligt at udstykke erstatningsgrunde, hvor de berørte lodsejere enten kan bygge nyt eller flytte deres nuværende hus hen.
Derfor håber udvalgsformanden, at ministrene vil hjælpe med en hurtig løsning
- Vi skylder sommerhusejerne, der har et hus hængende ud over kanten, en løsning på en erstatningsgrund, siger Ole Ørnbøl.
Lokalplanen skal ændres
Han nævner samtidig, at de pågældende lodsejere typisk står med store økonomiske problemer.
- De har nogle kreditforeninger, der måske også rykker i dem og de har nogle forsikringsselskaber, som ikke længere er særligt interesserede i at have dem som kunder. Så de står med store udfordringer og det har vi stor forståelse for, siger politikeren.
Det være muligt at udvide med et begrænset antal grunde i det eksisterende sommerhusområde, hvis lokalplanen bliver ændret.
Sommerhusejer er glad for handling
Og det vil kommunen gerne, siger Ole Ørnbøl.
Det glæder Christian Hartmann, der har et sommerhus, der hænger ud over kanten, at kommunen nu tager deres problem seriøst.
- Jeg er rigtig glad for, at politikerne har set det vigtige i at gå ind og hjælpe os i denne situation, siger sommerhusejeren.
Han har tidligere fortalt, at han skylder omkring en million kroner på sit hus. Da familien købte det for syv år siden, var der tyve meter til skrænten. Alene i weekenden med Dagmar og Egon røg der 10 meter af kanten.