Lars Larsen forstår ikke politikeres tøven med golf-millioner

Andre landsdele kan lægge græs til golfturneringen Made In Denmark, hvis ikke Region Nordjylland vil støtte.

Lars Larsen fremhæver, at han selv har puttet 3,5 millioner kroner i af egen lomme, mens han også har fået andre virksomheder og banker til at spytte penge i kassen til turneringen. (Foto: © Karin Mette Petersen, DR Nórdjylland)

Debat om millionstøtte fra Region Nordjylland til Lars Larsens Europa tur-golfturnering Made In Denmark i Himmerland trækker nu voldsomt ud.

Det frustrerer dyne-manden, der selv var mødt op til møde i det nordjyske regionsråd i eftermiddag.

- Jeg kæmper for, at det skal blive i Nordjylland, men jeg skal have noget tilsagn. Både på Sjælland og længere nede i Jylland har man været og forespørge, om de kunne få lov at afholde det, siger han.

Regionsrådet behandlede i dag en indstilling fra Vækstforum Nordjylland om at støtte turneringen med 2 millioner kroner. Det er 5,5 millioner lavere end det, der tidligere er meldt ud.

Skal 'kun' give 7,5 millioner

Men da det normale røde flertal i regionsrådet på grund af sygdom var kommet i undertal, beder rådet nu Vækstforum Nordjylland om at komme med en ny indstilling inden næste regionsrådsmøde.

Her vil det normale flertal formentlig være tilbage, og så starter behandlingen forfra.

Lars Larsen er frustreret over processen og har svært ved at se, hvorfor Region Nordjylland tøver med at fastholde støtten, når en undersøgelse fra University College Nordjylland og VisitDenmark viser, at turneringen bidrager med over 60 millioner i turismeforbrug.

Han fremhæver, at han selv har puttet 3,5 millioner kroner i af egen lomme, mens han også har fået andre virksomheder og også banker til at spytte penge i kassen.

- Jeg har skaffet 28 millioner, og Region Nordjylland skal bare komme med 7,5 millioner. Det er 'helt væk', siger han om politikernes tøven.

En ny beslutning kan trække ud til juni og i værste fald august.